Vi må hylde det hele

Written by Carsten on . Posted in Betragtninger

Vi må hylde det hele, uanset om vi synes det er godt eller dårligt, om det føles behageligt eller ubehageligt – der er ganske enkelt ikke anden vej.

Alt andet vil kun give os problemer af en eller anden art. Så snart vi har en eller anden holdning for eller imod eller vi har en vurdering af om det er godt eller dårligt, er vi pludselig i et forhold med det vi oplever. Vi bliver bundet til det og bliver i en eller anden grad en del af selve oplevelsen.

Men hvis vi virkelig ønsker os fred i vores liv, virkelig ønsker glæde og velbehag – så er der ingen anden vej end at give slip på det hele. Give slip på at have nogen holdning til om noget er godt eller skidt, behageligt eller ubehageligt. Det har intet med at gøre at være ligeglad med det hele – men handler om at være lige glad (læg mærke til at der er mellemrum mellem “lige” og “glad”). – Altså netop være i fred med tingene som de er.

De er jo nu engang også som de er, tingene og oplevelserne. Det kan vi ikke lave om på. De ting der sker, de oplevelser vi har. De er sket, de er oplevet. Men det vi kan gøre; vi kan ændre på vores forhold til dem. Vi kan vælge at afbryde forholdet til dem. Vi kan vælge ikke at være bundet af dem ved ikke at tillægge dem en eller anden værdi.

Det har heller ikke noget at gøre med bare at skulle finde sig i alt muligt eller være i selskab med mennesker som ikke er gode for os. Det handler om ikke at blive en del af den oplevelse vi har med dem og handle på om det er noget vi har lyst til eller ikke lyst til. Nogen vil så mene at det er at tillægge noget en værdi, men det er det ikke. Lige nu har jeg ikke lyst til et glas æblemost, men det havde jeg i går og det får jeg også om nogle dage igen, måske allerede senere i dag. Men jeg værdisætter det jo ikke fordi jeg ikke har lyst til det lige nu – jeg har bare ikke lyst lige nu. Og det samme gør sig gældende med alt hvad vi oplever – er det noget vi har lyst til eller er det ikke noget vi har lyst til.

Det det inderst inde handler om, det er ikke at forbinde sig med om det føles godt eller dårligt, om det føles behageligt eller ubehageligt. Vurderingen er fin nok til at tage bestik af om kogepladen er tændt eller om den ikke er og så handle ud fra det. Skulle du så opdage at kogepladen er tændt og at den er for varm, så handler det bare om at flytte hånden og det vigtigste derefter; At flytte fokus.

Hvorfor? – Fordi nu har du flyttet hånden. Der er ingen grund til at give den værdisætning mere energi. Der er ingen grund til at være forbundet til den. Du har flyttet din hånd. Den har det ikke for varmt mere og bliver ikke brændt. Og det er det eneste vi skal bruge en vurdering til. Det er at handle ud fra den og så give slip på den. Ellers ender vi med, som det for det meste er, at vi binder en masse energi i den varme kogeplade – og hvad skal den lige der, når vi skal bruge den til at leve vores liv med og gøre ting som vi har lyst til og som giver os glæde og velbehag.

Misforstå mig nu ikke. Der er ikke noget i vejen med at føle glæde og velbehag. Problemet opstår når vi forbinder os med selve oplevelsen og oplevelsen af glæde og velbehag – for i det øjeblik har du bundet din oplevelse af glæde og velbehag til selve oplevelsen, så så snart oplevelsen er ovre, så er din glæde også væk.

Derfor er det vigtigt ikke at være bundet til selve oplevelsen og det den afføder i dig lige nu – nøjagtig lige som med æblemosten. Vi kan stå os to foran det samme bord med to glas æblemost. Du har lyst, men jeg har ikke. Du drikker dit glas og jeg drikker ikke mit. Det giver ingen forskel for dig og mig. Vi har det lige godt med det, vi føler det lige behageligt og om to timer, så er rollerne måske byttet om. Skulle du så pludselig føle lede ved et glas æblemost, blot fordi jeg nu pludselig har lyst til at drikke et? – Nej vel. Det giver jo ingen mening overhovedet. Du er jo lige glad for æblemost om du drikker den eller ej – du har blot ikke lyst lige nu.

Og det er det der er min pointe med ikke binde sig til en værdi af noget som helst, om det er en ting eller en oplevelse. Gør vi det, vil det altid være med risiko for at miste energi og glæde ved livet, og det eneste livet dybest set handler om; det er at leve i glæde og velbehag 🙂

Derfor må vi hylde det hele. Vi må på en eller anden måde fejre det hele – alt det vi oplever. Vi må være lige glade om vi så får et glas æblemost eller ikke. Det handler kun om at bruge vurderingen til at tage bestik af om det er noget vi har lyst til eller ikke og så handle på det. Det sjove er at vi faktisk mestrer denne del når vi kigger på enten en solopgang eller en solnedgang. Den synes vi jo er lige smuk. Men ved solnedgangen forsvinder solen og det bliver mærkt og koldt – men sjovt nok er vi lige glade 🙂

 

Gransk dine forældre – del 1

Written by Carsten on . Posted in Oplevelser

Vi har i snart årtier vidst at børn kopierer deres forælde, pigerne primært moderen og drengene primært faderen. De kopierer alt fra fysiske træk som at halte eller en bestemt måde at sidde ved bordet på, men også psykiske reaktionsmønstre kopieres, og faktisk skræmmende meget ned i detaljen.

Jeg var hos min kinesiolog for ca. et par måneder siden, hvor jeg selv fik syn for sagen, og faktisk i en grad som er ret overrsakende og faktisk særdeles skræmmende, og som bør vække til eftertanke hos enhver der har børn.

Vi ved fra forskningen hvor påvirkelige børn er når de op til syv år, hvordan alt bare tages ind uden filter og bare optages som sandheder om verdenen og livet, men vi er langt mere påvirkelige end dette, vi er faktisk påvirkelige meget længere op i alderen, og som teenager er vi stadig meget påvirkelige. Naturligvis skal det der sker, være af en kraftigere eller alvorligere karakter, da vi jo har dannet noget af vort eget selv og vor egen opfattelse af det hele.

Tilbage til min oplevelse hos min kinesiolog. Da jeg var 14 år, opdager jeg at min far er min mor utro, og uden videre omtanke, samler jeg beviser for det og afleverer dem til min mor – som i nok kan regne ud, så faldt dette nok ikke i god jord hos min far, ikke at han nogensinde sagde noget, men det har bestemt gjort sit til at hans kritik af mig fik en særlig skarphed.

Af en eller anden grund, så har jeg altid taget min mors parti, jeg har altid set at hun var den svageste af de to, og altid været beskyttende over for hende, hvilket jeg også var i denne situation – men hvad jeg ikke lige havde forventet, det var at jeg var så meget på min mors side, at jeg endte med at overtage hele hendes følelsesregister for det skete.

Et hav af følelser som intetværd, fastlåsthed og magtesløshed, presset, skamfuld, frustration samt et par andre stykker jeg ikke lige husker nu. Alle de følelser har jeg båret rundt på siden da, for jeg oplevede jo hvor ked af det og frustreret min mor var, og da jeg følte så meget med hende, indlevede jeg mig så meget i hende og det hun oplevede, at jeg råt kopierede alle hendes følelser.

Det er følelser jeg har båret rundt på i mange år og været underlagt psykisk, og faktisk har nogle af dem undret mig, for selvom jeg har fået forløst nogle oplevelser som har kunnet afstedkomme nogle af disse følelser, så kom de ikke ud af mit system, men blev der – og det viste sig pludseligt hvorfor.

Jeg har mange gange oplevet at gå væsentligt mere afslappet fra min kinesiolog end da jeg kom til ham, når vi har fået fundet nogle årsager til de følelser som har siddet fastlåst i mit system – men intet overgår dette. Jeg følte særligt en afspænding i min venstre side, altså den feminine og modtagende side, og sjovt nok har den voldt mig ret så mange problemer gennem de senere år, men pludselig blev det hele mere eller mindre forløst, og det var som om min krop rettede sig op i den side.

Vi har som sagt i årtier vidst at vi som børn kopierer en masse fysiske måder at agere på samt psykiske ligeså, men der er altså et aspekt mere, og det er at vi er i stand til at kopiere og overtage deres følelsesmæssige tilstande også – og det er ret så skræmmende, særligt når man kigger på at det her foregik i en alder af 14 år.

Så hvis der er ting, mønstre eller reaktioner ved dig selv som du ikke rigtigt forstår, så prøv at kigge efter dem hos dine forældre og husk at tage deres indre følelsesmæssige tilstande med, kig på hvordan de hver især har følt sig, se om der er nogle sammenhænge med dig selv, og kig da efter om du har nogle oplevelser i dit eget liv hvor de evt, kunne stamme fra. Kan du ikke finde nogle der lige springer i øjnene, så kan du have kopieret dem fra en af, eller begge, dine forældre, hvilket så gør at du også skal granske hvilke stærke oplevelser du har haft, hvor du evt. kan have involveret dig for meget.

Det er naturligvis noget der er meget svært at gøre selv, sådan rigtigt i dybden, men noget kan vi godt gøre selv, og blot det at blive bevidste om det, kan skabe ikke sjældent store forandringer.

Jeg er meget tilhænger af kinesiologien, fordi at man med den er i stand til at smutte bag om sindet og ego’ets kontrol og få direkte svar fra kroppen om tilstanden. På den måde kan vi ikke snakke udenom, vi kan ikke bilde terapeuten en historie ind, men må krybe til korset – det interessante i den forbindelse, er at vi faktisk ikke på den måde kommer til at krybe til korset, for det sker uden om sindet, det sker uden om ego’et, så de samme angst-mekanismer ikke sættes i værk på sædvanlig vis, og dermed får du ikke den samme angstfulde oplevelse som hvis du talte om den og på den måde nærmest genoplever den.

For optaget af detaljen

Written by Carsten on . Posted in Min vej, Oplevelser

Vi har et så stort forkus på detaljerne, at vi helt overser helheden. Alle steder ses det. Lægeverdenen som jeg selv er i kontakt med grundet diagnosen Morbus Crohn, har så travlt med at finde en enkelt detalje som udløser denne sygdom – men den findes ikke, for det er et sammensurium af ting der gør det. Det er de “mange bække små, der bliver til en stor å” – svaret ligger ikke i detaljen, men i helheden.

Muligvis er nogle mennesker ved et skifte i bevidsthed fra materialistisk til spirituel, men “aben flytter med”. Der sker det samme igen. Kaos-teorien som udspringer af de kvantefysiske observationer af energien, har fremsat den berømte sætning, at skulle en sommerfugl blafre med sine vinger her, vil der på den anden side af kloden opstå en tsunami – igen et overdrevent fokus på detaljen.

En del mennesker har så overtaget denne og trukket den ned over alt hvad de oplever i deres liv, alt har meget stor betydning. Muligt nok har dette med at en sort kat der krydser din vej, bringer ulykke, bund i overtro, men princippet er det samme – et for stort fokus på detaljen. Ja, hvis du er dybt optaget af den kat, så mister du nærvær, og du vader måske lige ind i et skilt, og dermed tiltrak du dig selv ulykken.

Der hvor denne “historie” kommer ind, det er ved dette at forstå sine drømme. Jeg har i noget tid drømt en masse drømme, ligegyldige drømme uden reelt indhold, uden nogen mennesker jeg kender og dermed blottet for reference til det der kaldes dags-rester, men jeg er altid vågnet med en uro og angstlignende følelse i kroppen – helt uden forbindelse til drømmene, intet ubehageligt drømt, ikke noget direkte link i detaljen i de enkelte drømme. En god ven siger velmenende til mig, da hans kæreste interesserer sig meget for drømmetydning, at de har et budskab, jeg skal undersøge dem. Og her skrider læsset igen – for stort fokus på detaljen.

Det interessante er at jeg faktisk har fat i budskabet, det giver ikke mening for mig, jeg er bare ikke klar over det. Så vågner jeg igen med den samme følelse ovenpå nogle drømme som ikke har noget budskab i sig selv, ikke giver mening af nogen art, og jeg beslutter mig for at teste det kinesiologisk. Nu er det det begynder at blive interessant, for hvad jeg finder frem til, er at det er følelsen uforstående der skaber uroen og angstfølelsen, og nærmere undersøgelser afslører at det stammer fra da jeg var 10 år gammel, hvor jeg kom hjem efter at have flyttet til en ny skole og grædende fortalte at jeg var blevet mobbet. Det havde jeg aldrig prøvet før og det var naturligvis ikke en særlig behagelige oplevelse, men mine forældres respons var, at det havde jeg da nok selv været ude om, så det var min egen skyld.

Som du nok kan regne ud, var det et pænt stort chock for mig, og det var virkelig også en ko-vending, jeg havde aldrig oplevet dem være sådan over for mig før, og jeg husker tydeligt den osteklokke jeg havnede i, der var min verden derinde, og så var der den anden verden derude – og den kunne jeg ikke regne med, ikke stole på. Som 10 årig forstår de fleste ikke ret meget af livet og det gjorde jeg heller ikke, og når ens forældre pludseligt på denne måde vender sig mod en og trækker tæppet væk under fødderne på en, så er det pænt angstfrembringende – for pludseligt er dem der skulle være der og passe på dig, der ikke, de er faktisk hoppet over på fjendens side.

Koblingen i dette her, ligger i at jeg var fuldstændig uforstående over for hvorfor de opførte sig som de gjorde over for mig, og det gav mig angst fordi hele mit sikre fundament forsvandt som dug for solen under mig, og som 10 årig er der ikke meget i verden man kan klare selv, man er overladt til den.

Og nu giver det hele pludselig mening. En række drømme som i sig selv ikke bærer noget budskab og dermed ikke giver nogen mening og derfor efterlader mig uforstående og samtidig ledsaget af en følelse af uro og angst. Det var jo lige netop det der skete da jeg var 10 år, der opstod en situation som var mig komplet uforståelig og som skabte en fundamental angst i mig.

Og hele humlen i dette her, er at fokus på detaljerne, de enkelte drømme, ikke gav svaret og slet ikke kan det, for svaret ligger i helheden, det ligger i den følelse som skabes af drømmene samlet set. Alle drømmene gav ikke mening i sig selv, de havde ikke noget særskilt budskab, men samlet set var den røde tråd at de ikke gav mening, og dette var så fra da jeg var 10 år koblet til følelsen af uro og angst.

Min pointe er at dette for store fokus på detaljerne, gør at vi i mange situationer mister budskabet, vi ser det slet ikke – vi ser ikke skoven for bare træer. Du kan kun se en skov som skov, hvis du trækker dig på afstand af den og ser den som en helhed, ellers ser du bare en masse individuelle træer, nøjagtig som jeg så en masse individuelle drømme.

Så derfor hvis du oplever nogle af de samme ting igen og igen, så prøv at skabe lidt afstand til dem, se dem samlet set, se dem som en helhed – for måske ligger budskabet lige netop der 🙂

Omsorgen for dig selv

Written by Carsten on . Posted in Generelt

Ethvert søgende menneske kan på ingen måde komme til reel oplysning uden først at drage omsorg for sig selv – det er en umulighed.

Der menes ikke at det er det første man må gøre, det kan være meget forskelligt hvordan vores skæbner og udviklingsmøstre er, så det kan meget vel være det første du lærer, men det kan også meget vel være det sidste du lærer – summa summarum er at du ikke kommer uden om det.

Hvad er omsorg for dig selv så??

Og nu vil mange begynde at indvinde at det er egoistisk at tænke på og tage sig af sig selv – men det er helt forkert, for det er nemlig en af EGO’ets små julelege – martyriet – det at man må ofre sig for enhver pris – men dette er en stor misforståelse, for under dette ligger trangen til at få anerkendelse, ynk og trøst, se hvor godt jeg gør det, se hvor hårdt jeg har det og se hvor meget jeg ofrer mig for jer ..

Men buddet hedder: Du skal elske din næste som dig selv – ergo skal du elske dig selv, du kan slet ikke komme udenom det

Men vi skal lige kigge lidt på hvad det vil sige at elske, og hvad Kærlighed er for en størrelse – for det har de fleste af os et meget fysisk forhold til, således at vi får begrebet Kærlighed forbundet med det fysiske, og de ting der er og sker her, men det er langt fra hvad det faktisk dækker over, for når der tales om Kærlighed via buddet du skal elske din næste som dig selv, så er det langt dybere og mere favnende end vi har evne til at forestille os – for det er en dyb betingelsesløs Kærlighed til ALT som er – ALT hvad du overhovedet ser og oplever omkring og i dig – skal vi lige tage den én gang til – ALT hvad du overhovedet ser og oplever omkring og i dig – og bemærk venligst det sidste i sætningen – i dig.

For hvordan er det lige du kan eksistere her i den fysiske verden ??

Er det ikke fordi du har en fysisk krop som består af milliarder af celler – milliarder af små levende væsener ??

Det er dit ansvar at de har det godt – det er dit ansvar at deres livsbetingelser er opfyldt – det er dit ansvar at give dem Kærlighed – de har fuldstændig samme status og rettigheder som alt andet omkring dig, og i nogle tilfælde faktisk mere, og så er det som sagt dem der gør at du kan udfolde dig her i et fysisk liv i en fysisk verden – du ville ikke kunne være her uden dem – så hvis du hærger og nedbryder dem, så kan du heller ikke være her.

Derfor er der på ingen måde noget egoistisk i at give Kærlighed til dig selv, både fysisk som psykisk, for en ting er jo den fysiske krop, men vi har jo også et indre, en psyke, og den lider også rigtig meget, det er naturligvis af forskellige grunde for os hver især, og nu begynder vi at nå frem til pointen – en af Tærskelens vogtere, fristes jeg til at kalde den – men lad os lige gøre den med hvad Kærlighed er for noget færdig først ..

Kærlighed er en uendelig dyb uselvisk agt, som vi på ingen måder på nuværende tidspunkt er i stand til at fatte graden af, så min forklaring vil også være begrænset – hvad omverdenen angår handler det om virkelig at møde den, møde særligt de mennesker som du træffer på din vej, møde dem der hvor de virkelig er, lytte til dem, være tilstede, ikke bare vente på at du kan komme til, du kan fortælle, du kan udstille dig selv – men virkelig være der med dem, ikke at forsøge at pådutte dem noget, ikke overtræde deres grænser, ikke fortælle dem hvad de skal gøre – men hjælpe dem ud fra hvor de er – og det er langt sværere at gøre end det er at skrive det, for det kræver en meget dyb indsigt i både mennesker som helhed, det menneske du står overfor, den situation det er i, og hvad du kan byde ind med i forhold dertil ..

Og så er der dyrene, dem kan vi ikke på samme måde kommunikere med, så her handler det om fysisk Kærlig omsorg, mad, drikke, pleje, tag over hovedet, varme/kulde osv., ikke misbruge, ikke udnytte – den sidste er du velkommen til at tænke lidt over, for hvad er et dyrs natur, hvad er dets frihed – hvordan ser du selv på din egen frihed, frihed til at gøre og udfolde dig – og husk på at dyret kun har naturlige instinkter for at være til, så hvor risikerer du at udnytte det, frihedsberøve det, hvor hindrer du dets frie naturlige liv og udfoldelse ??

Så er der naturligvis naturen, planterne og miljøet – og her kommer naturligvis spørgsmålet om vores forurening af samme ind, plus vores hensynsløse rovdrift på alt hvad der kan omsættes til kroner og ører – det er dog en helt anden snak – men det er stadig noget du skal have med i dine overvejelser om hvad Kærlighed reelt er for en størrelse ..

Tilbage til Omsorgen for dig selv, Kærligheden til dig selv, din krop, din psyke, din udvikling, samt dit ønske herom – Hvor starter den virkelige Omsorg for dig selv ?? – Hvor kommer du virkelig til kort ?? – Hvor kan du ikke længere krybe eller snige dig udenom mere ??

Der kommer et tidspunkt hvor du er nået så langt med din fysiske og psykiske sundhed, hvor du har fået renset så meget ud i de grovere ubalancer begge steder, at du har fået så meget Kærlig retning på at det er begyndt at køre af sig selv, at der ikke behøves så megen vilje mere – og her er vi ved det essentielle – Viljen – for det er den der driver værket, den driver det naturligvis sammen med lysten til at forandre og forbedre sig selv og sit liv – men en virkelig forandring sker ikke uden at vi må sætte Viljen bag – Viljen er det der sætter os i stand til at se ud over gamle vaner og mønstre, det er Viljen som sætter os i stand til at indøve en ny og bedre vane, anlægge et nyt og bedre mønster – men på et tidspunkt når vi så langt med opøvelsen af nye vaner og tillæggelsen af nye mønstre, at det begynder at køre af sig selv, og så kan Viljen faktisk begynde at gøre mere skade end gavn ..

Det svarer til at du længe har kørt i bakgear i en bil, og nu endelig har fået sat den i første gear og er begyndt at køre fremad – men du kan jo kun køre et vist tidsrum i første gear, du kan kun opnå en vis hastighed i første gear, og det hjælper ikke noget at du presser på, trykker speederen længere og længere ned – for du ender med at skade moteren, du ender med at ødelægge den, ødelægge din fremdrift, du ender med at harverere, køre i stykker – og hvor langt når du så lige ??

Altså forudsætter en videre fremdrift at du skifter gear, og det er jo meget nemt at gøre i en bil, men altså knapt så nemt i dig – du kan ikke bare uden videre skifte gear i din udvikling – det er lidt som en bil med automatgear, hvor den skifter af sig selv, den gør det naturligvis fuldstændig automatisk og uden hensyn til noget som helst andet end en fastsat grænse for motoromdrejningshastighed, hvilket svarer til det samme som at hvis du sætter din Vilje hensynløst ind på at komme fremad – forskellen er her at det ene og alene ligger til din egen udvikling hvornår du skifter gear, og dermed kan bevæge dig videre fremad – og her kommer Kærligheden og Omsorgen for dig selv ind – du kan kun presse dig selv til et vist punkt, så begynder du at gøre skade, så kan det ikke gå hurtigere – og det er sådan det er med indre psykiske processer, de kræver en vis tid, hvilket er forskelligt fra person til person, alt afhængigt af hvad det er personen arbejder med, og hvilken dybde det har fat i, og mange andre ting, og derfor kan vi ikke måle os selv mod hinanden, det er helt fejlskud, og noget vi må komme væk fra hurtigst muligt – i det hele taget skal vi slet ikke måle hinanden mod hinanden, vi er alle sammen et sted på vej mod det samme mål, og vi er alle ligeværdige væsener på denne vandring, og igen handler det om den nævnte Kærlighed og Omsorg – både til omverdenen, og til dig selv.

Der kommer derfor et tidspunkt hvor du må lære at give slip, du har selv trukket det så langt du kunne med din egen Vilje, du har skabt de forandringer der på den måde er mulige, nu kører det hele stille og roligt af sig selv, fremdriften er igang, og den vil forsætte helt af sig selv, selv skifte gear, selv opnå højere og højere hastighed, højere og højere bevidsthed – din opgave er nu kun at lytte til hvad du har mest behov for, hvad din krop eller din psyke har behov for, om det er en oplevelse, en gåtur i det fri, om det bare er at sidde og slappe af, om det er noget særligt at spise, om det er at lade være med at spise noget bestemt, om det er at opsøge en bahandler/terapeut til at hjælpe dig med en problemstilling, om du selv kan massere dig, måske kan du nogle former for behandling/terapier som du kan gavne dig selv med – det væsentlige er her at du giver Kærlighed til dig selv, giver dig selv Omsorg, lytter til dig selv, hvad er dit behov, hvad skal der til for at du har det godt 🙂

Så enkelt og nemt er det at udtrykke i ord, og lige så svært er det at efterleve og udføre i realiteten – og igen, Kærlighed og Omsorg, ting tager den tid ting tager, og det er okay, alt er godt – vi er på vej 🙂

Hvor er min energi henne??

Written by Carsten on . Posted in Generelt

Ja, hvor er vores energi henne??

Jeg vil love dig at en del af den er ikke hvor den skal være, og hvor meget afhænger af hvor meget du er i kontakt med dig selv, hvor meget du tager dig af og passer på dig selv – og hvad mener jeg så med det??

Alt er som sagt når vi kigger efter i dybeste instans energi, det er blot set og oplevet i forskellige vibrationer som gør at noget ser mere fast ud end andet, og hvad mange ikke tænker over, er at tanker og følelser også er energi, det burde jo faktisk være det letteste at forstå, da disse ikke har nogen fysisk form, og på måde kan man faktisk sige at det er den “værste” udgave, fordi det er ren energi, og ren energi reagerer prompte, der er ikke nogen forsinkelse på som når der skal flyttes noget der har fysisk form, det kræver faktisk til tider umådelig meget energi at flytte noget fysisk.

Tilbage til tanker og følelser – hver gang vi har en tanke “kørende”, eller vi føler en følelse, så bruger vi energi, og det er der som sådan ikke noget i vejen med, men “problemet” opstår når tankerne “vandrer ud” fra os, og over i andre, over i situationer med andre, og her skal indskydes at der ikke er nogen klar deffineret grænse for hvornår noget er “for meget”, det vil altid bero på situationen, fordi der er naturligvis situationer hvor tankerne er berettiget “udenfor” os selv – der kan eks. være en situation på arbejde hvor der skal ske nogle ændringer, og det er jo helt “legalt” at bruge tænketid på dette, dersom det involverede din plads i arbejdet og arbejdsmiljøet – men hvis der nu er nogle af dine kolleger der har en anden holdning end dig til det der skal ske, der kan være forskellige grader af uenigheder om det, men i det øjeblik du begynder at irriteres i dig selv, og begynder at have en indre dialog med den eller de arbejdskolleger, så er din energi ikke hvor den skal være, så har du sendt den ud til dem – og det er derfor at du mærker at du mister energi, måske endda bliver drænet for den ..

Det samme er tilfældet med følelser, vi kan have “gode” eller “dårlige” følelser om nogen, og igen er grænsen flydende alt efter situationen, for det er jo okay at være træt af, igen eks. en kollega som gør et eller andet overfor dig, noget som måske gør dig ked af det eller irriteret, og igen som med tankerne, så opstår “problemet” hvis det tager overhånd – så enten giver du slip på det, og forstår hvorfor kollegaen gjorde det, eller også “konfronterer” du kollegaen med det, og får det ud af “dit system”, for du vil opdage at jo mere den følelse bygger sig op, jo mere energi tager den fra dig, jo mere energi har du “parkeret” ude hvor den ikke hører hjemme ..

Og det samme gør sig gældende med såkaldte “gode” følelser, det er naturligvis en rigtig god følelse at elske et andet menneske, og det kan enddog været meget givende på energiniveau, men igen opstår problematikken når det bliver “for meget”, eks. hvis der opstår lidt for meget at være afhængig af den anden, at du ligesom ikke helt selv kan finde ud af det uden at være i kontakt med den anden, lige at få en besked, lige at få en bekræftigelse – så har du energi ude hvor det ikke hører hjemme, og du vil igen mærke at din energi falder, og at du måske ender med at blive drænet for den..

Hele problematikken ligger naturligvis i at vi ikke har styr på os selv, at vi ikke kender os selv godt nok, ikke tager ansvar nok for os selv, men ligger det ud i andre, ligger det ud i omgivelserne – det ville jo da også være meget nemt, hvis andre kunne klare det hele for os, men sådan er livet ikke indrettet, så vi må selv tage arbejdshandskerne på – jeg siger bestemt ikke at det er nogen nem opgave, men det er en opgave der skal tages, en opgave som af livet bliver os påtvunget, for i og med at vi er levende individer i en større organisme, skal vi som vore egne små celler i kroppen kunne fungere selvstændigt, og derfra kunne arbejde sammen med andre uden at lide overlast eller nedbrud ..

Det er naturligvis et så mangefacetteret arbejde som der er emennesker til, for det er på baggrund af vores hver isærs oplevelser, alle vores traumer og den deraf skabte angst for jeg ved ikke hvor mange 117 forskellige ting, og ofte flere – så på den måde findes der heller ikke nogen klar linie som vi alle kan eller skal gå af, vi må hver især gå vore egne veje, finde de terapier og behandlingsformer som hjælper os, og som kan gøre os hele, gøre os frie af de gamle oplevelser, og som gør at vi kommer til at stå selv, stå med ansvaret, og stå i kærlighed til os selv, og dermed tage ansvar for vort liv, det vi oplever, og vores færden samt gøren og laden i det.

Der er dog en ting som vi alle kan bruge, og for nogle er det måske noget helt nyt, og det vil måske i starten ikke føles som om der sker nogen ændring ved det, og for andre som er bekendt med energi og har arbejdet med det ved flere eller mange lejligheder og dermed er fortrolige med det, vil der sandsynligvis være en tydelig forskel at mærke – det det handler om, er en meget nem og ligetil måde at trække energien hjem på, hjem derfra hvor den ikke hører til – og da det er “ren” energi vi har med at gøre, så lystrer den altså hurtigere end du kan nå at blinke med dit øje 😉

Det det kræver er at du sætter dig ned, tager et par minutter for dig selv, trækker vejret dybt, stille og roligt nogle gange, og så koncentrerer du dine tanker på at al den energi du nu har ude i den givne situation, eller ude som helhed, den del af den energi der ikke hører til derude, den trækker du hjem – og forestil dig gerne at du trækker den tilbage som når du trækker vejret, trækker frisk luft ned i lungerne, blot her, føl at du gør det med hele din krop, at det er hele din krop der henter den energi hjem som ikke skal være derude – som sagt er det ikke sikkert at du den eller de første gange vil mærke noget, men efter lidt øvelse vil du mærke at din energi stiger ved det 🙂

Og virker det så evigt?? – Nej, det gør det ikke, for så snart dine tanker eller følelser tager “flugten”, så gør din energi det også – og det er dermed heller ikke noget mirakelmiddel som gør at du kan slippe for at tage arbejdstøjet på og rydde op i dit indre, alt det der ligger og gemmer sig, og som er skyld i at du hele tiden mister din energi ved at dine tanker og følelser “vandrer” mere end de skal, og mere end hvad der er godt for dig – det er et lille hjælperedskab som kan støtte dig i at holde fokus på at din energi er hvor den skal være, og hjælpe dig med at trække den hjem når den ikke er der 🙂

Og til sidst vil jeg sige at det er vigtigt at forstå dette og hvordan det virker, for så snart vi ikke har energien hjemme hvor den hører til, så bliver vi uligevægtige og ender med at træffe beslutninger på forkerte grundlag, vi begynder at gå på kompromis med os selv, vores værdier og det vi står for, vi begynder at sælge ud af os selv – og pludselig ender livet med at føles osm noget rigtig træls noget, et sted hvor der ikke er sjovt at være, og det er bestemt ikke meningen – meningen med livet er at det skal være en glæde, det skal være en oplevelse, og det er faktisk essens i selve livet – at opleve 🙂

Så se at komme igang, og husk at passe på dig selv og din energi undervejs 🙂

Livet er ikke som det ser ud

Written by Carsten on . Posted in Generelt

Livet er faktisk noget helt andet end det vi til daglig ser, det er naturligvis en del af livet, og det er naturligvis en vigtig del af livet ligeså, men den ophøjelse til det som værende selve livet, og meningen med det hele, den fysiske materielle del, er meget forfejlet – det er næsten så langt fra hvad livet er som vi kan komme, faktisk har vi kun taget nogle få skridt i den “rigtige” retning, for faktisk er den fysiske materielle side af livet at betragte som den “døde” side ved livet – alt skabt har en begyndelse og en slutning, alt fysisk er skabt, og har dermed en begyndelse og en slutning – det er på “den anden side”, på skaberens side, at det virkelige liv er, og det er der vi virkelig har hjemme.

Naturligvis er den fysiske materielle verden ikke ligegyldig, den er en meget vigtig del af livet, og kan ikke undværes, den er i inderste essens redskabet for vore oplevelsessansers fornyelse – det lyder måske meget mærkeligt og utænkeligt, men for æoner af tid siden har vi siddet i et konstant “lys”, og der sker nøjagtig det samme som hvis vi sætter os til at stirre ind i 100 watts pære fra morgen til aften – vi bliver blinde – det er naturligvis en midlertidig foreteelse, men det samme gør sig gældende når vi har levet længe nok i den åndelige verden, og vi må tilbage i “mørket” for at få fornyet vort syn, blot er der her tale om alle vore sansers fornyelse, og ikke blot synssansen.

Det der som sagt er “problemet”, er at vi i vores materialistiske opfattelse er kommet afsted med en tro på at der kun eksisterer den fysiske verden, samt at der kun er dette ene liv, og set ud fra vort nuværende perspektiv, kunne det godt se ud til at være sandt – men i og med at vi vågner af vores “døs”, vågner af vores “sovende” tilstand, den fysisk materielle besættelse, bliver trætte af den umiddelbare meningsløshed vi vandrer rundt i, begynder vi at ane sammenhæng, vi begynder at ane orden i et tilsyneladende kaos, og ser at der faktisk er en dybere mening bag det hele, en mening som afslører sig mere og mere, jo mere vi retter vores nysgerrighed mod den, og vi vil til sidst begynde at forstå at den opfattelse vi har levet med i utallige inkarnationer, fremtræder mere og mere som en illusion, en illusion i den betydning at livet er så meget mere end det vi troede det var, at den fysiske verden, og den materielle vildfarelse kun er en meget meget begrænset del af selve livet, faktisk kun et meget lille udsnit deraf.

Naturligvis er alle de fysiske ting vi har i vores dagligdag for det meste nyttige, og det er heller ikke der “problemet” som sådan opstår, det er når vi havner så meget ved siden af os selv, at selve “tingene” bliver besættelsen, at det bliver selve det livet handler om for os – for da bliver livet til “døden”, “døden” fordi det kun handler om materielle “døde” ting – og som om det ikke er nok, så tager vores vildfarelse endnu et skridt i denne farefulde retning, vi bliver besatte af det fysiske, og de fysiske tings udseende, vi kaster nærmest i det sidste skridt her alt over bord, og falder på halen over det fordi det i vores opfattelse er “smukt”, “ser godt ud”, fuldstændig uden skelnen til indhold eller kvalitet – og her vi stort set så tæt ved det yderste punkt som vi kan komme – og det værste ved det hele, er at vi putter “mennesker” ind i denne “formel”, hvor vi ender med kun at vurdere dem ud fra deres udseende, intet andet, fuldstændig ligegyldigt hvilken personlighed eller evner og kvaliteter de har.

På vejen tilbage til livet, opdager vi som sagt noget meget mere interessant, vi opdager at der er en dybere mening bag det hele, vi opdager at det faktisk er den der er det afgørende, og ikke det fysiske materielle liv, de fysiske meterielle ting og deres udseende, vi opdager det virkelige liv bag de fysiske ting, og den fysiske verden, og vi glædes og begejstres – for en kort stund – ja, i starten for en kort stund, der er tale om et fokus og vaner opbygget gennem utallige liv, og det er som med alle andre “dårlige” vaner, det tager tid at lægge dem fra sig, og det tager tid at tillære nye – og vi må konstant være opmærksom på særlig vort EGO, det nyder i fulde drag at kunne veje “ting”, veje “menneskers” udseende, finde noget for bedre end noget andet, og som en anden konge bortkaste noget det ikke finder værdigt nok ..

Det er en tid hvor vi må være opmærksomme på hvad vores øjne fanger, hvad vi tænker, og hvorfor vi gør det, om det så er “smukke” kvinde eller mænd, biler, sko og tøj, huse, smykker og ædelstene, eller hvad det nu er vi er falden til besættelse af, og det er som regel flere slags “ting” på én gang – men hvad får vi ud af biler, sko og tøj, huse, smykker og ædelstene, samt alt det andet?? – kan det give os det vi virkelig mangler og søger, kan en “smuk” kvinde eller mand give os dette, blot fordi vi giver dem prædikatet “smuk”?? – kan de give os det nære møde, den varme og kærlighed som vi dybest set mangler og søger?? – Nej, det kan kun det virkelige møde mellem to “mennesker”, hvor det er den indre “værdi”, det der ligger bagved det fysiske udseende, bag den fysiske fremtræden – der hvor mødet sker på skaberens side, på livssiden – der finder vi det vi søger 🙂

Og ind til vi har fuldstændigt styr på det, og kan fastholde vort fokus på det der er det virkelige liv, og ikke blot det vi tror der er det, det fysiske, de fysiske ting og deres udseende, ind til da må vi hele tiden minde os selv om – at livet ikke er som det ser ud 🙂

Forventningens helvede

Written by Carsten on . Posted in Generelt

Nu står vi her i den fysiske og meget materialistisk orienterede verden, hvor der stort set ikke findes andet end og krav og forventninger, vi farer rundt fra Herodes til Pilatus, vi aner knapt hvad der er op og hvad der er ned – og alt dette gør vi på baggrund af forventninger, og naturligvis er nogle af forventningerne vore egne, nogle er gyldige på baggrund af vort udviklingstrin, og gør dermed at det er som det skal være, andre, og dem som måske er de værste, er dem som kommer fra andre end os selv, dem som ligger som en svøbe over vores kultur og vores liv.

Alle forventningerne, uanset om de er vore egne eller andres, så stammer de fra den materialistiske opfattelse af at skulle opnå noget, at skulle blive til noget, opnå den og den status, blive “offer” for den og den ros eller dadel, og det er faktisk ligemeget hvilken form for opmærksomhed vi får ud af det, om det er den behagelige seen op til en, eller den ubehagelige misundelse, det er ligemeget, vi er mere end andre, og det kan EGO’et godt li’, det er faktisk det der driver det allermest i dag.

Og hvor vil jeg så hen med alt dette??

Jo, ser du, der er jo efterhånden nogle stykker som er ved at vågne op, og ligesom “se lyset”, at alt dette materialiste ræsen rundt efter sin egen hale, det er der ikke megen fornuft i, og slet heller hvis det er på andres foranledning, andres forventninger – det er et endeløst falsk begær, en unaturlig sult som kun fører mod afgrundens dyb, hvor stress, depressioner og andet “skidt” holder og venter på at slå klørene i os – vi er konstant sultne, bliver aldrig mætte, og halser bare afsted forbrændende masser af vital energi som ikke bliver genpåfyldt.

Så “ser vi lyset”, vågner op, “ser” at der faktisk er mere til end den fysiske verden, måske endda forstår at det faktisk er det primære som ikke er fysisk, og det fysiske som er det sekundære ved hele vores eksistens, ved selve livet, og vi kaster os fulde af lykkerus over vores nyopdagelse, vi kaster os ud i alle mulige bøger, foredrag, kurser, workshops og uddannelser for at få mere at vide, finde ud af mere om dette lykkebefordrende og rusgivende nye, og glemmer alt om hvor vi var for kort tid siden – men det har ikke glemt os ..

Sortseer tænker nogen måske, nu har vi lige fundet alt det nye og dejlige – og ja, det er da også fint, men vi har glemt hvor vi kom fra, vi har talenter og evner opbygget, næret gennem æoner af tid, inkarnation på inkarnation, lysende til perfektion, og lidt efter lidt går det op for os at “aben er flyttet med”, og forventningens helvede begynder at anes under overfladen, vi begynder måske at se en “finne” stikke op, og om kort tid vil vi se bæstet igen i fuld flor ..

Ja ja, alle er så kærlige og venlige i den såkaldte alternative og spirituelle verden, for måske mener vi at have “set lyset”, men vi har altså kun set en lille flig af det, og vi kan jo spørge os selv hvor vi kigger fra når vi kan “se lyset”, er det eneste sted hvorfra man kan “se lyset” fra, ikke “mørket”?, kan du se hvidt i hvidt, kan en maler male sit billede med hvid maling på hvidt lærred, og du kan se det? – nej vel – det er ganske vist at vi aspirerer mod “lyset”, men størstedelen af os befinder os stadig i “mørket”, og det er med det som baggrund at vi går “lyset” i møde, og med hele vores hovedsagelig materialistiske fundament, kaster vi os frådende ud i al den nye herlighed, blot for at opdage at forventningens helvede her lever i bedste velgående – nu er det blot på et nyt område EGO’et har fået sig plads at boltre sig på, nu har vi nye fine titler osv. vi kan “slå” hinanden oven i hovedet med, nu har vi nyt “guld og glimmer” vi kan bryste os med, nu har vi nye muligheder for anseelse, nye muligheder for at andre kan se op til os eller være misundelige på os – og atter er vi på vej mod afgrundens dyb, blot en ny afgrund, dog på et lidt højere niveau, men dog en afgrund, og hvor der igen venter stress, depressioner osv. på at slå klørene i os endnu en gang.

Der findes kun en vej væk fra denne afgrunds-kurs vi er på, og det er at vi må gøre op med dette forventningens helvede – der findes i bund og grund ingen forventninger til os, hvis man kan tale om at livet har en forventning til os, så er det blot at vi lever vort liv – ikke andet – der er ingen forventning om noget som helst, ingen forventning om at vi skal nå dit eller dat på den og den tid, intet som helst, og ved du hvad? – vi har hele det evige liv til det! – livet er evigt, der er ingen tidsramme på det, vi har masser af tid til at udfolde hvad vi end har lyst til, og det er faktisk det der er det altoverskyggende “Alfa & Omega” – at vi gør hvad vi har lyst til, at vi udlever vores lyst, vores helt egen personlige lyst, det er hvad livet i sin dybeste essens handler om – intet andet, intet mere, intet mindre 🙂

Svigt som svigt behøver ikke være det værste ved det svigt man oplever

Written by Carsten on . Posted in Generelt

Det der menes med overskriften, er at vi har så meget fokus på det at blive svigtet at vi glemmer at kigge efter om svigtet gemmer på noget som faktisk er værre end selve det at blive svigtet – det er naturligvis ikke rart at opleve et svigt, men selve svigtet kan faktisk dække over noget som giver en værre følgevirkning end oplevelsen af selve det at blive svigtet – og ja, kombinationen bliver så eftrerykkelig cementerende af det der ligger gemt bag svigtet ..

Lad mig forklare hvad jeg mener ..

I midten af femte klasse skiftede jeg skole, og kom over på en skole med lidt mere utilpassede børn, som nogle vil udtrykke det, børn som ikke havde det nemt derhjemme, hvilket kunne have mange årsager, men børn som på den baggrund var mere hårde, grove, gjorde oprør, og på deres egen måde skreg om opmærksomhed og kærlighed – nok allermest det sidste – og det er måske nøgleordet hvorfor jeg havnede sammen med dem ..

Men dette skift af skole betød at jeg mødte en ret brutal og rå verden, og hvor jeg endte som den lille der blev mobbet, tævet og forfulgt når lejligheden bød sig – og tro mig, helvede er ikke et eller andet mærkeligt sted under jorden eller i en anden dimension, det er lige her på jorden, lige midt iblandt os – for jeg levede i det, jeg levede i tre år i det, fra midten af femte klasse og frem til midten af ottende klasse – og man ser virkelig dyret og EGo’et direkte i øjnene i børnehøjde, der ser man det nærmest i renkultur – er der et svagt “dyr”, så slår de stærkere ned på det, og det forfølges og fordrives – nu havde jeg, og har vi mennesker ikke den mulighed, for at blive fordrevet og stikke af, for når vi er “parkeret” i en skole, så kan vi ikke bare lige slippe væk, men må stå og se til hvordan de andre “dyr” frådende kaster sig over en ..

Det er naturligvis ikke en rar oplevelse, men værre er at da jeg kommer grædende hjem fra skole, der som 10 årig, og fortæller mine forældre at jeg er blevet drillet og mobbet i skolen, får jeg at vide – “det er da din egen skyld, det har du da selv været udenom” – de mennesker som i hele verden står en tættest, og som man burde kunne stole på som “sine allierede”, dem som faktisk har ansvaret for os som børn, har ansvaret for at passe på os, har ansvaret for at vi har det godt, drage omsorg og sørge for at vi kan føle os trygge i en stor “styg” verden, nøjagtig ligesom de små dyreunger bliver passet på af deres dyreforældre, forsvaret med næb og klør – men sådan var det ikke her, og min historie er langt fra enestående, og faktisk heller ikke det som det handler om ..

En ting er at blive mobbet og få tæv, og så blive svigtet når man kommer grædende hjem til sine forældre, men værre er selve årsagen til at man blev mobbet, at selve den bliver undertrykt, og den faktisk bliver cementeret af svigtet – for i og med at man bliver svigtet på den måde, så giver ens forældre jo faktisk forfølgerne ret i deres grund for at mobbe og tæve én, og dermed får vi/jeg at vide at det er os/mig der er forkert på den – for jeg fik jo at vide at det var min egen skyld, og at det havde jeg da selv været ude om ..

Og det at selve årsagen bliver undertrykt kan resultere i langt flere smertelige livsforkrøblende følgevirkninger end selve svigtet, selve det at dem man faktisk burde kunne stole på, at de ikke var der – det gør jo som sådan “bare” at ens gennerelle tillid til mennesker lider et knæk – og ja, det er da slemt nok, men i det her tilfælde hvor der ikke er tale om fysiske overgreb af nogen art, så er det at selve årsagen til at jeg blev mobbet, at den blev undertrykt,  faktisk værre, og særligt fordi det var mit udtryk, mig, der var udslagsgivende for selve mobningen, ikke at jeg opførte mig “dumt”, eller gjorde noget andet som jeg ikke burde have gjort ..

Jeg kom fra en skole hvor man åbenbart lærte mere af en eller anden grund, sandsynligvis fordi man på den skole jeg blevet overflyttet til, tog sig tid til at alle var med, og at der ikke blev “ladt nogen tilbage”, hvilket betød at jeg kom der og vidste mere end dem jeg kom i klasse med, og blev mobbet for det, jeg blev mobbet, tævet og forfulgt i tre år fordi jeg kom og vidste mere end dem jeg kom i klasse med, og fik prædikatet som “lille professor” og andre absolut ikke positivt mente “titler” – og hvorfor er det så så slemt ??

Det er det fordi, det at jeg blev mobbet på den baggrund, kommer hjem til mine forældre og får at vide at det er da min egen skyld – så giver de jo mine forfølgere ret, og indirekte fortæller de mig at jeg bare skal tie stille, hvilket også forstærkes ved deres egen udtalelse, da jeg ser at det heller ikke hjælper noget at sige noget, selvom de jo faktisk skulle være der for min skyld, og hjælpe og tage sig af mig – og det giver for mig at se en langt værre følgevirkning end det selve svigtet medfører, for jeg bliver jo undertryk i min egen udmelding på flere plan, uanset om det bliver ved den viden jeg har, eller om det bliver i forhold til de følelser jeg har i mig, og det virker for mig at se langt mere forkrøblende for ens livsudfoldelse end “blot” det at blive svigtet, overladt til sig selv – og ja, naturligvis kræver det en stærk psyke at blive overladt til sig selv, så man kan ikke pr. definition sige at det er som jeg fremstiller det her, og det er heller ikke det der er mit ønske med det, og ej heller at søge medynk eller lign., for alle de oplevelser jeg har været igennem, har jeg efterhånden et meget godt og afklaret forhold til 🙂

Det handler for mig langt mere om dybden i det her, at man når børn – og voksne for den sags skyld – bliver mobbet, at man husker lige at kigge en spadestik dybere og spørge, “hvorfor blev de mobbet?” – for det kan i mange tilfælde give værrere følgevirkninger end selve svigtet og mobningen – og i mit tilfælde har det betydet at jeg aldrig rigtig er kommet ud med min viden siden, selvom den i mange tilfælde har været nok så meget til hjælp, og jeg husker tydeligt i mine “nørd-dage” (år faktisk, fra jeg var 14 til jeg var 30), hvor jeg så de mest ubehjælpelige bøger der skulle forestille at lære mennesker om hvad en computer var, og hvordan de skulle forholde sig til den når den ikke gjorde som forventet, og særligt i forhold til nedbrud og lign., og jeg tog mange gange tilløb til at skrive noget som kunne forklare dem at verden faktisk ikke gik under, at der var mange muligheder for at redde deres dokumenter og anden vital data – men der skete ikke noget, jeg skrev ikke rigtig noget, selvom jeg vidste en masse som kunne gøre deres liv meget mere behagelige ..

Og hvor står jeg nu ?? – jeg står faktisk med andre bøger og artikler som gerne vil skrives, foredrag som gerne vil holdes, og det har jeg faktisk gjort i nogle år, nu handler det så blot om en anden viden jeg sidder inde med, og ikke tør formidle fordi jeg er opvokset med at jeg får tæsk, bliver mobbet, bliver udstødt, og indirekte får at vide at jeg skal tie stille, når jeg giver udtryk for noget jeg ved som kan hjælpe andre, gøre dem klogere på nogle ting, hjælpe dem videre i livet ..

Lige nu står jeg med den grundliggende kinesiologiuddannelse, jeg står med en akupressurteknik der kan løsne muskelspændinger og derved fjerne smerte, og bringe bevægelighed tilbage i led, jeg har en dyb viden og indsigt i sundhed og ernæring, både generelt og med udgangspunkt i min egen vandring med baggrund i Morbus Crohn og andre lidelser, en tidligere kærestes diabetes, samt diverse kurser hos afdøde Tue Gertsen og tre års egen-terapi og supervision hos samme, og jeg har en clairvoyant evne (klarfølelse) som læner sig op af samme område, hvor jeg føler fysiske og psykiske ubalancer og hvad der kan afhjælpe dem, jeg har evner for at heale og massere, og lave kombinationsbehandlinger på kryds og tværs af de forskellige evner, og jeg har via min egen personlige udvikling, både via kurser, terapi og særligt kinesiologien de sidste tre år, en dyb indsigt i mennesker, samspil og liv, mulighed for at give samtaleterapi også – og hvor meget bruger jeg det, hvor meget tør jeg give udtryk for ?? – ikke ret meget, kun når jeg bliver mødt direkte af nogle som har behov – hvorfor ?? – en grundliggende angst for mobning, tæv, udstødelse og isolation ..

Og jeg vil gerne igen lige fastslå at jeg ikke skriver dette for at få medynk eller lign., selvom det er en meget smertefuld historie, og en vandring som ikke er tilendebragt endnu – det er udelukkende skrevet på baggrund af den indsigt det har givet mig i at svigtet ikke altid er det værste man bliver udsat for, men at der nedenunder kan gemme sig noget som viser sig at have værre og mere langtrækkende konsekvenser for ens liv, og livsudfoldelse ..

Så kig lige et lag dybere når du står med en som har oplevet svigt – søg årsagen – og i det hele taget – søg _altid_ årsagen, det er der den rigtige heling finder sted 🙂

Så er illusionen da fuldbyrdet

Written by Carsten on . Posted in Generelt

Jeg er lige vågnet efter en af de mærkligste drømme jeg har haft – og så kan man så med rette spørge, “Hvad er drøm, og hvad er virkelighed ?”

Kort fortalt, en drøm med nogle mennesker i, på et sted, samt med nogle hændelser som overhovedet ikke hænger sammen, og som slet ikke fysisk kan lade sig gøre eller giver nogen mening ..

Jeg husker kun lige de sidste detaljer inden jeg vågner – det foregår på et skib, og har noget med rumekspeditioner at gøre, og jeg synes at huske at nogle lige har været afsted, været ude i rummet, og er kommet tilbage – og det i sig selv lyder jo plausibelt nok, men senere viser det sig at der faktisk er en raketaffyringsrampe på skibet, og vel at mærke på den ene side, ikke midt på – altså sådan rent teknisk fysisk kan det jo slet ikke lade sig gøre, skibet ville jo tilte, og for det første ville det jo slet ikke kunne lade sig gøre, i hvert fald ikke med det ret lille skib set i den betragtning, jeg befandt mig på ..

Men sådan foregår det nu, og vi er ved at klargøre så de kan lette igen, og noget andet mærkelige er også at jeg er der sammen med en ven, som heller ikke giver mening – og så er vi så pludselig fremme ved affyringstidspunktet, og alle tændingsfaserne begynder, men raketten er meget urolig og ustabil, og jeg tænker, “Jeg kan godt forstå at man ikke er helt tryg ved at sidde ombord når sådan noget sker (og mærkeligt nok er det som om jeg kan se dem, se deres ansigtsudtryk, og se deres utilpashed ved situationen), for det ser virkelig lidt voldsomt ud, og man tænker, “ender det her godt ?””

Men den begynder at lette, og der bliver det tydeligt at der er noget helt galt, raketten letter sideværts ind over skibet, og nu bliver det igen mærkeligt, for skibet er i det øjeblik relativt stort mens jeg kigger på affyringen (hvilket i sig selv jo slet ikke kan lade sig gøre, at stå, dog indenfor på skibet, og se på en sådan affyring), men idet at det går galt, og raketten sådan vælter ind over skibet i sin affyring, er det som om skibet ændrer sig, bliver mindre, så det der skulle have sket, at den kvaser og skraber mod skibet, sker slet ikke – og for at gøre det endnu mere mærkeligt, er det som om selve raketten også ændrer sig, og nærmest bliver sådan lidt helikopteragtig – og den rører slet ikke skibet, men “flyver” sådan lige tæt over på den anden side, og jeg løber igennem skibet over på den anden side, og der ser skibet i øvrigt ret lille, det tager ikke lang tid at nå på den anden side, der ville slet ikke kunne have stået en raket på det ..

Lige da jeg kommer over og ud på den anden side, kan jeg se den nu helikopterlignende raket ryge direkte ned i vandet, som i øvrigt ikke har nogen rotor, og synes at være blevet mindre også – og det er jo forfærdeligt det der sker, de mennesker som er ombord, og hvad der er sket tidligere (og jeg ved ikke om det er den rumopsendelsesulykke der var for efterhånden en del år siden som jeg “tænker” på), men det er tragisk og vi må alarmere nogen – hvorfor vi i øvrigt kun er os to ombord, min ven og jeg, ved jeg ikke, det giver heller ikke mening, og ja, så de to i “rumraketten”, flere er vi ikke – jeg løber afsted for at ringe (og jeg ved ikke om jeg løber fordi jeg ikke lige kan finde ud af hvor jeg skal gøre af mig selv, for det er som om jeg har mobiltelefonen på mig), og de mennesker jeg skal ringe til, giver heller ingen mening at de er med i det her, det hænger slet ikke sammen – og idet jeg skal til at ringe, veksler jeg nogle ord med min ven om det forfærdelige der er sket, og han svarer tilbage, “at det faktisk ikke er det værste – det værste er at der er en 10 MegaTon atombombe ombord på den “raket”, som han ikke er så tryg ved” (og hvor i alverden kom det lige fra, hvorfor skulle der lige pludselig en atombombe med ind i min drøm), og jeg mener at jeg tænker, “Hvad laver den der ??”, og ligner et stort spørgsmål til det han siger ..

Splitsekunder efter kommer der et voldsomt lysglimt op fra havet, og jeg husker ikke helt hvad jeg tænker, men oversat noget om at det her absolut ikke er godt, og jeg løber op ad nogle trapper i skibet mens jeg forsøger at ringe, og jeg kan bare mærke en følelse af at det er den atombombe der er sprunget, og at vi er prisgivet, at der blot vil være tale om få sekunder før det hele er forbi – og pludselig får jeg en følelse af overgivelse, at jeg giver slip og lader det ske – og det er simpelthen den mærkeligste oplevelse jeg længe har haft – jeg føler fred, jeg føler ingen angst, jeg føler at jeg ligesom bliver løftet op (naturligvis er der også trykket fra eksplosionen, men det er ikke den jeg føler), og det er som om jeg opløses nedefra, og jeg bliver lettere, jeg bliver fri, og jeg føler at jeg lever selvom jeg “dør” – det er virkelig helt igennem en dejlig og befriende oplevelse – og faktisk ubeskrivelig 🙂

Det underlige er, at selvom jeg ikke er bange, så føler jeg mig alligevel så utilpas ved situationen/”drømmen”, at jeg vågner – det får mig til at tænke på de gange hvor jeg har “drømt” noget som jeg synes var helt hen i vejret, og tænkt, “det vil jeg simpelthen ikke være med til”, og så ligesom vækket mig selv, trådt ud af “drømmen”, som om jeg på en eller anden måde er med og overvåger mig selv når jeg drømmer – og her er det illusionen fuldbyrdes:

Tænk sig – vi er åndelige væsner der for en kort stund oplever i den fysiske verden – vi er her ikke, vi oplever blot her – den åndelige verden er vores hjemstavn – og tænk så dette, denne indbildning, denne illusion: “Jeg vækker mig selv” – jeg vækker mig selv fra en “drøm”, jeg vækker mig selv fra den åndelige verden – hvis det på nogen måde skal komme til at give mening, må det hedde: “Jeg slår mig selv ihjel i den åndelige verden”, for det er jo der jeg hører hjemme, det er jo der jeg er – så hvordan kan jeg vågne ?? – jeg kan da ikke vågne til noget andet fra den jeg er – og som Martinus også udtrykker det, vi er jo “Kosmisk bevidstløse” – det kan da kun være at betrage som at dø, det at gå ind i den fysiske verden, for jeg kan da umuligt “vågne”, når jeg er jo vågen, jeg er jo hjemme – den fysiske verden er blot et oplevelsesplads vi skal bruge i vores udvikling:

Og det viser da virkelig hvor stor en illusion vi lever i – vi tror så meget at den fysiske verden er vores hjem, at det er her vi hører til og kommer fra, at søvnen – ja blot er en søvn, en hvile fra de oplevelser vi har, den fysiske udfoldelse (og ja, det er det så også i et højere perspektiv, men det er en anden historie), og så ellers bare “vågne” igen, og op og videre – Så må man da sige at illusionen er fuldbyrdet 😉

Tålmodighed – En falsk følelse

Written by Carsten on . Posted in Generelt

For at forstå hvorfor tålmodighed er en falsk følelse skal vi kigge på dens modsætning – utålmodig, det ikke at være tålmodig – for ved at analysere hvad utålmodighed er, og hvor det stammer fra, da bliver det tydeligt at tålmodighed er en falsk følelse – en følelse afledt af noget andet.

Vi kan alle blive enige om at utålmodighed er en frustrerende følelse at stå med, fordi vi ikke får opfyldt det “behov” som vi så brændende ønsker at få opfyldt, og at tålmodighed som er den modsatte følelse derfor må være det vi skal stræbe efter – den følelse som samtidig skal fjerne den ledsagende følelse – frustration – men intet kan være mere forkert.

For nok kan du måske “genvinde” din tålmodighed i forhold til det “behov” du står med lige nu, men hvad med det næste, og det næste, og det næste, og… – og spørgsmålet er jo også styken af den utålmodighed, og den frustration det afføder – hvad skal der til for at bringe den under kontrol ??

Som vi opfatter utålmodighed, så tror vi at løsningen er af fysisk karakter, at vi bare lige skal ha’ det eller det “behov” dækket – og det er ganske rigtigt at det 99% af tiden er af fysisk karakter det vi mener vi har “behov” for – men det gør det jo ikke pr. definition til sandhed – og hvor kommer sætningen fra – “Du er da også altid så utålmodig” – vidner den ikke om at utålmodighed er af en anden karakter end fysisk, at den netop har rod i en indre tilstand, at den ikke bare lige kan fjernes med den eller den opfyldes af det eller det fysiske “behov” ??

For er sandheden ikke netop den at følelsen af utålmodighed stikker langt dybere end den blotte opfyldelse af fysiske behov – som en uudslukkelig tørst der bare hele tiden vil ha’ mere af et eller andet – når det ene “behov” er opfyldt opstår det næste, og det forsætter i én uendelighed ..

Men hvis vi graver et spadestik dybere, kommer vi ned til en følelse af ikke at få det vi mener os berettiget til, en følelse af måske at blive forfordelt, at en anden får det vi skulle ha’ haft, at der måske slet ikke bliver noget tilbage til os – til mig – til dig – og det er jo en grim tanke, tænk hvis der ikke blev noget tilbage til os ??

Men det interessante er jo at det bunder i manglende tillid, tillid til at vi nok skal få det vi har behov for  – virkeligt behov for – ikke bare en ny bil, et nyt fjernsyn, B&O naturligvis, eller at vi bor på den “rigtige” adresse i den “rigtige” del af byen, osv. – listen er alenlang over fysiske “behov” som vi mener vi skal have opfyldt for at vi kan leve og være til, for at vi kan leve et dejligt lykkeligt og trygt liv.

Men det hele bunder i manglende tillid, manglende tillid til livet, og til at livet faktisk er godt, og at det kun vil os det godt – utålmodighed er først noget der kommer nogle lag længere oppe i kæden, og som skjuler en meget dybere sandhed – en sandhed som fortæller at hvis du arbejder på din tillid til livet, tillid til at du nok skal få det du virkelig har behov for, alt det som ingen kan undvære – mad, et hjem, og de helt særlige ting som skal til for at du kan føle livskvalitet, føle indhold og glæde i livet – det kan være et særligt behov for at udtrykke dig kunstnerisk, eller at arbejde indenfor et helt bestemt fagområde, det kan være mange ting – men én ting er helt sikkert – dem skal livet nok give dig 🙂

Alt andet er blot manglende tillid i forklædning ..