Omsorgen for dig selv

Written by Carsten on . Posted in Generelt

Ethvert søgende menneske kan på ingen måde komme til reel oplysning uden først at drage omsorg for sig selv – det er en umulighed.

Der menes ikke at det er det første man må gøre, det kan være meget forskelligt hvordan vores skæbner og udviklingsmøstre er, så det kan meget vel være det første du lærer, men det kan også meget vel være det sidste du lærer – summa summarum er at du ikke kommer uden om det.

Hvad er omsorg for dig selv så??

Og nu vil mange begynde at indvinde at det er egoistisk at tænke på og tage sig af sig selv – men det er helt forkert, for det er nemlig en af EGO’ets små julelege – martyriet – det at man må ofre sig for enhver pris – men dette er en stor misforståelse, for under dette ligger trangen til at få anerkendelse, ynk og trøst, se hvor godt jeg gør det, se hvor hårdt jeg har det og se hvor meget jeg ofrer mig for jer ..

Men buddet hedder: Du skal elske din næste som dig selv – ergo skal du elske dig selv, du kan slet ikke komme udenom det

Men vi skal lige kigge lidt på hvad det vil sige at elske, og hvad Kærlighed er for en størrelse – for det har de fleste af os et meget fysisk forhold til, således at vi får begrebet Kærlighed forbundet med det fysiske, og de ting der er og sker her, men det er langt fra hvad det faktisk dækker over, for når der tales om Kærlighed via buddet du skal elske din næste som dig selv, så er det langt dybere og mere favnende end vi har evne til at forestille os – for det er en dyb betingelsesløs Kærlighed til ALT som er – ALT hvad du overhovedet ser og oplever omkring og i dig – skal vi lige tage den én gang til – ALT hvad du overhovedet ser og oplever omkring og i dig – og bemærk venligst det sidste i sætningen – i dig.

For hvordan er det lige du kan eksistere her i den fysiske verden ??

Er det ikke fordi du har en fysisk krop som består af milliarder af celler – milliarder af små levende væsener ??

Det er dit ansvar at de har det godt – det er dit ansvar at deres livsbetingelser er opfyldt – det er dit ansvar at give dem Kærlighed – de har fuldstændig samme status og rettigheder som alt andet omkring dig, og i nogle tilfælde faktisk mere, og så er det som sagt dem der gør at du kan udfolde dig her i et fysisk liv i en fysisk verden – du ville ikke kunne være her uden dem – så hvis du hærger og nedbryder dem, så kan du heller ikke være her.

Derfor er der på ingen måde noget egoistisk i at give Kærlighed til dig selv, både fysisk som psykisk, for en ting er jo den fysiske krop, men vi har jo også et indre, en psyke, og den lider også rigtig meget, det er naturligvis af forskellige grunde for os hver især, og nu begynder vi at nå frem til pointen – en af Tærskelens vogtere, fristes jeg til at kalde den – men lad os lige gøre den med hvad Kærlighed er for noget færdig først ..

Kærlighed er en uendelig dyb uselvisk agt, som vi på ingen måder på nuværende tidspunkt er i stand til at fatte graden af, så min forklaring vil også være begrænset – hvad omverdenen angår handler det om virkelig at møde den, møde særligt de mennesker som du træffer på din vej, møde dem der hvor de virkelig er, lytte til dem, være tilstede, ikke bare vente på at du kan komme til, du kan fortælle, du kan udstille dig selv – men virkelig være der med dem, ikke at forsøge at pådutte dem noget, ikke overtræde deres grænser, ikke fortælle dem hvad de skal gøre – men hjælpe dem ud fra hvor de er – og det er langt sværere at gøre end det er at skrive det, for det kræver en meget dyb indsigt i både mennesker som helhed, det menneske du står overfor, den situation det er i, og hvad du kan byde ind med i forhold dertil ..

Og så er der dyrene, dem kan vi ikke på samme måde kommunikere med, så her handler det om fysisk Kærlig omsorg, mad, drikke, pleje, tag over hovedet, varme/kulde osv., ikke misbruge, ikke udnytte – den sidste er du velkommen til at tænke lidt over, for hvad er et dyrs natur, hvad er dets frihed – hvordan ser du selv på din egen frihed, frihed til at gøre og udfolde dig – og husk på at dyret kun har naturlige instinkter for at være til, så hvor risikerer du at udnytte det, frihedsberøve det, hvor hindrer du dets frie naturlige liv og udfoldelse ??

Så er der naturligvis naturen, planterne og miljøet – og her kommer naturligvis spørgsmålet om vores forurening af samme ind, plus vores hensynsløse rovdrift på alt hvad der kan omsættes til kroner og ører – det er dog en helt anden snak – men det er stadig noget du skal have med i dine overvejelser om hvad Kærlighed reelt er for en størrelse ..

Tilbage til Omsorgen for dig selv, Kærligheden til dig selv, din krop, din psyke, din udvikling, samt dit ønske herom – Hvor starter den virkelige Omsorg for dig selv ?? – Hvor kommer du virkelig til kort ?? – Hvor kan du ikke længere krybe eller snige dig udenom mere ??

Der kommer et tidspunkt hvor du er nået så langt med din fysiske og psykiske sundhed, hvor du har fået renset så meget ud i de grovere ubalancer begge steder, at du har fået så meget Kærlig retning på at det er begyndt at køre af sig selv, at der ikke behøves så megen vilje mere – og her er vi ved det essentielle – Viljen – for det er den der driver værket, den driver det naturligvis sammen med lysten til at forandre og forbedre sig selv og sit liv – men en virkelig forandring sker ikke uden at vi må sætte Viljen bag – Viljen er det der sætter os i stand til at se ud over gamle vaner og mønstre, det er Viljen som sætter os i stand til at indøve en ny og bedre vane, anlægge et nyt og bedre mønster – men på et tidspunkt når vi så langt med opøvelsen af nye vaner og tillæggelsen af nye mønstre, at det begynder at køre af sig selv, og så kan Viljen faktisk begynde at gøre mere skade end gavn ..

Det svarer til at du længe har kørt i bakgear i en bil, og nu endelig har fået sat den i første gear og er begyndt at køre fremad – men du kan jo kun køre et vist tidsrum i første gear, du kan kun opnå en vis hastighed i første gear, og det hjælper ikke noget at du presser på, trykker speederen længere og længere ned – for du ender med at skade moteren, du ender med at ødelægge den, ødelægge din fremdrift, du ender med at harverere, køre i stykker – og hvor langt når du så lige ??

Altså forudsætter en videre fremdrift at du skifter gear, og det er jo meget nemt at gøre i en bil, men altså knapt så nemt i dig – du kan ikke bare uden videre skifte gear i din udvikling – det er lidt som en bil med automatgear, hvor den skifter af sig selv, den gør det naturligvis fuldstændig automatisk og uden hensyn til noget som helst andet end en fastsat grænse for motoromdrejningshastighed, hvilket svarer til det samme som at hvis du sætter din Vilje hensynløst ind på at komme fremad – forskellen er her at det ene og alene ligger til din egen udvikling hvornår du skifter gear, og dermed kan bevæge dig videre fremad – og her kommer Kærligheden og Omsorgen for dig selv ind – du kan kun presse dig selv til et vist punkt, så begynder du at gøre skade, så kan det ikke gå hurtigere – og det er sådan det er med indre psykiske processer, de kræver en vis tid, hvilket er forskelligt fra person til person, alt afhængigt af hvad det er personen arbejder med, og hvilken dybde det har fat i, og mange andre ting, og derfor kan vi ikke måle os selv mod hinanden, det er helt fejlskud, og noget vi må komme væk fra hurtigst muligt – i det hele taget skal vi slet ikke måle hinanden mod hinanden, vi er alle sammen et sted på vej mod det samme mål, og vi er alle ligeværdige væsener på denne vandring, og igen handler det om den nævnte Kærlighed og Omsorg – både til omverdenen, og til dig selv.

Der kommer derfor et tidspunkt hvor du må lære at give slip, du har selv trukket det så langt du kunne med din egen Vilje, du har skabt de forandringer der på den måde er mulige, nu kører det hele stille og roligt af sig selv, fremdriften er igang, og den vil forsætte helt af sig selv, selv skifte gear, selv opnå højere og højere hastighed, højere og højere bevidsthed – din opgave er nu kun at lytte til hvad du har mest behov for, hvad din krop eller din psyke har behov for, om det er en oplevelse, en gåtur i det fri, om det bare er at sidde og slappe af, om det er noget særligt at spise, om det er at lade være med at spise noget bestemt, om det er at opsøge en bahandler/terapeut til at hjælpe dig med en problemstilling, om du selv kan massere dig, måske kan du nogle former for behandling/terapier som du kan gavne dig selv med – det væsentlige er her at du giver Kærlighed til dig selv, giver dig selv Omsorg, lytter til dig selv, hvad er dit behov, hvad skal der til for at du har det godt 🙂

Så enkelt og nemt er det at udtrykke i ord, og lige så svært er det at efterleve og udføre i realiteten – og igen, Kærlighed og Omsorg, ting tager den tid ting tager, og det er okay, alt er godt – vi er på vej 🙂

Hvor er min energi henne??

Written by Carsten on . Posted in Generelt

Ja, hvor er vores energi henne??

Jeg vil love dig at en del af den er ikke hvor den skal være, og hvor meget afhænger af hvor meget du er i kontakt med dig selv, hvor meget du tager dig af og passer på dig selv – og hvad mener jeg så med det??

Alt er som sagt når vi kigger efter i dybeste instans energi, det er blot set og oplevet i forskellige vibrationer som gør at noget ser mere fast ud end andet, og hvad mange ikke tænker over, er at tanker og følelser også er energi, det burde jo faktisk være det letteste at forstå, da disse ikke har nogen fysisk form, og på måde kan man faktisk sige at det er den “værste” udgave, fordi det er ren energi, og ren energi reagerer prompte, der er ikke nogen forsinkelse på som når der skal flyttes noget der har fysisk form, det kræver faktisk til tider umådelig meget energi at flytte noget fysisk.

Tilbage til tanker og følelser – hver gang vi har en tanke “kørende”, eller vi føler en følelse, så bruger vi energi, og det er der som sådan ikke noget i vejen med, men “problemet” opstår når tankerne “vandrer ud” fra os, og over i andre, over i situationer med andre, og her skal indskydes at der ikke er nogen klar deffineret grænse for hvornår noget er “for meget”, det vil altid bero på situationen, fordi der er naturligvis situationer hvor tankerne er berettiget “udenfor” os selv – der kan eks. være en situation på arbejde hvor der skal ske nogle ændringer, og det er jo helt “legalt” at bruge tænketid på dette, dersom det involverede din plads i arbejdet og arbejdsmiljøet – men hvis der nu er nogle af dine kolleger der har en anden holdning end dig til det der skal ske, der kan være forskellige grader af uenigheder om det, men i det øjeblik du begynder at irriteres i dig selv, og begynder at have en indre dialog med den eller de arbejdskolleger, så er din energi ikke hvor den skal være, så har du sendt den ud til dem – og det er derfor at du mærker at du mister energi, måske endda bliver drænet for den ..

Det samme er tilfældet med følelser, vi kan have “gode” eller “dårlige” følelser om nogen, og igen er grænsen flydende alt efter situationen, for det er jo okay at være træt af, igen eks. en kollega som gør et eller andet overfor dig, noget som måske gør dig ked af det eller irriteret, og igen som med tankerne, så opstår “problemet” hvis det tager overhånd – så enten giver du slip på det, og forstår hvorfor kollegaen gjorde det, eller også “konfronterer” du kollegaen med det, og får det ud af “dit system”, for du vil opdage at jo mere den følelse bygger sig op, jo mere energi tager den fra dig, jo mere energi har du “parkeret” ude hvor den ikke hører hjemme ..

Og det samme gør sig gældende med såkaldte “gode” følelser, det er naturligvis en rigtig god følelse at elske et andet menneske, og det kan enddog været meget givende på energiniveau, men igen opstår problematikken når det bliver “for meget”, eks. hvis der opstår lidt for meget at være afhængig af den anden, at du ligesom ikke helt selv kan finde ud af det uden at være i kontakt med den anden, lige at få en besked, lige at få en bekræftigelse – så har du energi ude hvor det ikke hører hjemme, og du vil igen mærke at din energi falder, og at du måske ender med at blive drænet for den..

Hele problematikken ligger naturligvis i at vi ikke har styr på os selv, at vi ikke kender os selv godt nok, ikke tager ansvar nok for os selv, men ligger det ud i andre, ligger det ud i omgivelserne – det ville jo da også være meget nemt, hvis andre kunne klare det hele for os, men sådan er livet ikke indrettet, så vi må selv tage arbejdshandskerne på – jeg siger bestemt ikke at det er nogen nem opgave, men det er en opgave der skal tages, en opgave som af livet bliver os påtvunget, for i og med at vi er levende individer i en større organisme, skal vi som vore egne små celler i kroppen kunne fungere selvstændigt, og derfra kunne arbejde sammen med andre uden at lide overlast eller nedbrud ..

Det er naturligvis et så mangefacetteret arbejde som der er emennesker til, for det er på baggrund af vores hver isærs oplevelser, alle vores traumer og den deraf skabte angst for jeg ved ikke hvor mange 117 forskellige ting, og ofte flere – så på den måde findes der heller ikke nogen klar linie som vi alle kan eller skal gå af, vi må hver især gå vore egne veje, finde de terapier og behandlingsformer som hjælper os, og som kan gøre os hele, gøre os frie af de gamle oplevelser, og som gør at vi kommer til at stå selv, stå med ansvaret, og stå i kærlighed til os selv, og dermed tage ansvar for vort liv, det vi oplever, og vores færden samt gøren og laden i det.

Der er dog en ting som vi alle kan bruge, og for nogle er det måske noget helt nyt, og det vil måske i starten ikke føles som om der sker nogen ændring ved det, og for andre som er bekendt med energi og har arbejdet med det ved flere eller mange lejligheder og dermed er fortrolige med det, vil der sandsynligvis være en tydelig forskel at mærke – det det handler om, er en meget nem og ligetil måde at trække energien hjem på, hjem derfra hvor den ikke hører til – og da det er “ren” energi vi har med at gøre, så lystrer den altså hurtigere end du kan nå at blinke med dit øje 😉

Det det kræver er at du sætter dig ned, tager et par minutter for dig selv, trækker vejret dybt, stille og roligt nogle gange, og så koncentrerer du dine tanker på at al den energi du nu har ude i den givne situation, eller ude som helhed, den del af den energi der ikke hører til derude, den trækker du hjem – og forestil dig gerne at du trækker den tilbage som når du trækker vejret, trækker frisk luft ned i lungerne, blot her, føl at du gør det med hele din krop, at det er hele din krop der henter den energi hjem som ikke skal være derude – som sagt er det ikke sikkert at du den eller de første gange vil mærke noget, men efter lidt øvelse vil du mærke at din energi stiger ved det 🙂

Og virker det så evigt?? – Nej, det gør det ikke, for så snart dine tanker eller følelser tager “flugten”, så gør din energi det også – og det er dermed heller ikke noget mirakelmiddel som gør at du kan slippe for at tage arbejdstøjet på og rydde op i dit indre, alt det der ligger og gemmer sig, og som er skyld i at du hele tiden mister din energi ved at dine tanker og følelser “vandrer” mere end de skal, og mere end hvad der er godt for dig – det er et lille hjælperedskab som kan støtte dig i at holde fokus på at din energi er hvor den skal være, og hjælpe dig med at trække den hjem når den ikke er der 🙂

Og til sidst vil jeg sige at det er vigtigt at forstå dette og hvordan det virker, for så snart vi ikke har energien hjemme hvor den hører til, så bliver vi uligevægtige og ender med at træffe beslutninger på forkerte grundlag, vi begynder at gå på kompromis med os selv, vores værdier og det vi står for, vi begynder at sælge ud af os selv – og pludselig ender livet med at føles osm noget rigtig træls noget, et sted hvor der ikke er sjovt at være, og det er bestemt ikke meningen – meningen med livet er at det skal være en glæde, det skal være en oplevelse, og det er faktisk essens i selve livet – at opleve 🙂

Så se at komme igang, og husk at passe på dig selv og din energi undervejs 🙂

Livet er ikke som det ser ud

Written by Carsten on . Posted in Generelt

Livet er faktisk noget helt andet end det vi til daglig ser, det er naturligvis en del af livet, og det er naturligvis en vigtig del af livet ligeså, men den ophøjelse til det som værende selve livet, og meningen med det hele, den fysiske materielle del, er meget forfejlet – det er næsten så langt fra hvad livet er som vi kan komme, faktisk har vi kun taget nogle få skridt i den “rigtige” retning, for faktisk er den fysiske materielle side af livet at betragte som den “døde” side ved livet – alt skabt har en begyndelse og en slutning, alt fysisk er skabt, og har dermed en begyndelse og en slutning – det er på “den anden side”, på skaberens side, at det virkelige liv er, og det er der vi virkelig har hjemme.

Naturligvis er den fysiske materielle verden ikke ligegyldig, den er en meget vigtig del af livet, og kan ikke undværes, den er i inderste essens redskabet for vore oplevelsessansers fornyelse – det lyder måske meget mærkeligt og utænkeligt, men for æoner af tid siden har vi siddet i et konstant “lys”, og der sker nøjagtig det samme som hvis vi sætter os til at stirre ind i 100 watts pære fra morgen til aften – vi bliver blinde – det er naturligvis en midlertidig foreteelse, men det samme gør sig gældende når vi har levet længe nok i den åndelige verden, og vi må tilbage i “mørket” for at få fornyet vort syn, blot er der her tale om alle vore sansers fornyelse, og ikke blot synssansen.

Det der som sagt er “problemet”, er at vi i vores materialistiske opfattelse er kommet afsted med en tro på at der kun eksisterer den fysiske verden, samt at der kun er dette ene liv, og set ud fra vort nuværende perspektiv, kunne det godt se ud til at være sandt – men i og med at vi vågner af vores “døs”, vågner af vores “sovende” tilstand, den fysisk materielle besættelse, bliver trætte af den umiddelbare meningsløshed vi vandrer rundt i, begynder vi at ane sammenhæng, vi begynder at ane orden i et tilsyneladende kaos, og ser at der faktisk er en dybere mening bag det hele, en mening som afslører sig mere og mere, jo mere vi retter vores nysgerrighed mod den, og vi vil til sidst begynde at forstå at den opfattelse vi har levet med i utallige inkarnationer, fremtræder mere og mere som en illusion, en illusion i den betydning at livet er så meget mere end det vi troede det var, at den fysiske verden, og den materielle vildfarelse kun er en meget meget begrænset del af selve livet, faktisk kun et meget lille udsnit deraf.

Naturligvis er alle de fysiske ting vi har i vores dagligdag for det meste nyttige, og det er heller ikke der “problemet” som sådan opstår, det er når vi havner så meget ved siden af os selv, at selve “tingene” bliver besættelsen, at det bliver selve det livet handler om for os – for da bliver livet til “døden”, “døden” fordi det kun handler om materielle “døde” ting – og som om det ikke er nok, så tager vores vildfarelse endnu et skridt i denne farefulde retning, vi bliver besatte af det fysiske, og de fysiske tings udseende, vi kaster nærmest i det sidste skridt her alt over bord, og falder på halen over det fordi det i vores opfattelse er “smukt”, “ser godt ud”, fuldstændig uden skelnen til indhold eller kvalitet – og her vi stort set så tæt ved det yderste punkt som vi kan komme – og det værste ved det hele, er at vi putter “mennesker” ind i denne “formel”, hvor vi ender med kun at vurdere dem ud fra deres udseende, intet andet, fuldstændig ligegyldigt hvilken personlighed eller evner og kvaliteter de har.

På vejen tilbage til livet, opdager vi som sagt noget meget mere interessant, vi opdager at der er en dybere mening bag det hele, vi opdager at det faktisk er den der er det afgørende, og ikke det fysiske materielle liv, de fysiske meterielle ting og deres udseende, vi opdager det virkelige liv bag de fysiske ting, og den fysiske verden, og vi glædes og begejstres – for en kort stund – ja, i starten for en kort stund, der er tale om et fokus og vaner opbygget gennem utallige liv, og det er som med alle andre “dårlige” vaner, det tager tid at lægge dem fra sig, og det tager tid at tillære nye – og vi må konstant være opmærksom på særlig vort EGO, det nyder i fulde drag at kunne veje “ting”, veje “menneskers” udseende, finde noget for bedre end noget andet, og som en anden konge bortkaste noget det ikke finder værdigt nok ..

Det er en tid hvor vi må være opmærksomme på hvad vores øjne fanger, hvad vi tænker, og hvorfor vi gør det, om det så er “smukke” kvinde eller mænd, biler, sko og tøj, huse, smykker og ædelstene, eller hvad det nu er vi er falden til besættelse af, og det er som regel flere slags “ting” på én gang – men hvad får vi ud af biler, sko og tøj, huse, smykker og ædelstene, samt alt det andet?? – kan det give os det vi virkelig mangler og søger, kan en “smuk” kvinde eller mand give os dette, blot fordi vi giver dem prædikatet “smuk”?? – kan de give os det nære møde, den varme og kærlighed som vi dybest set mangler og søger?? – Nej, det kan kun det virkelige møde mellem to “mennesker”, hvor det er den indre “værdi”, det der ligger bagved det fysiske udseende, bag den fysiske fremtræden – der hvor mødet sker på skaberens side, på livssiden – der finder vi det vi søger 🙂

Og ind til vi har fuldstændigt styr på det, og kan fastholde vort fokus på det der er det virkelige liv, og ikke blot det vi tror der er det, det fysiske, de fysiske ting og deres udseende, ind til da må vi hele tiden minde os selv om – at livet ikke er som det ser ud 🙂

Forventningens helvede

Written by Carsten on . Posted in Generelt

Nu står vi her i den fysiske og meget materialistisk orienterede verden, hvor der stort set ikke findes andet end og krav og forventninger, vi farer rundt fra Herodes til Pilatus, vi aner knapt hvad der er op og hvad der er ned – og alt dette gør vi på baggrund af forventninger, og naturligvis er nogle af forventningerne vore egne, nogle er gyldige på baggrund af vort udviklingstrin, og gør dermed at det er som det skal være, andre, og dem som måske er de værste, er dem som kommer fra andre end os selv, dem som ligger som en svøbe over vores kultur og vores liv.

Alle forventningerne, uanset om de er vore egne eller andres, så stammer de fra den materialistiske opfattelse af at skulle opnå noget, at skulle blive til noget, opnå den og den status, blive “offer” for den og den ros eller dadel, og det er faktisk ligemeget hvilken form for opmærksomhed vi får ud af det, om det er den behagelige seen op til en, eller den ubehagelige misundelse, det er ligemeget, vi er mere end andre, og det kan EGO’et godt li’, det er faktisk det der driver det allermest i dag.

Og hvor vil jeg så hen med alt dette??

Jo, ser du, der er jo efterhånden nogle stykker som er ved at vågne op, og ligesom “se lyset”, at alt dette materialiste ræsen rundt efter sin egen hale, det er der ikke megen fornuft i, og slet heller hvis det er på andres foranledning, andres forventninger – det er et endeløst falsk begær, en unaturlig sult som kun fører mod afgrundens dyb, hvor stress, depressioner og andet “skidt” holder og venter på at slå klørene i os – vi er konstant sultne, bliver aldrig mætte, og halser bare afsted forbrændende masser af vital energi som ikke bliver genpåfyldt.

Så “ser vi lyset”, vågner op, “ser” at der faktisk er mere til end den fysiske verden, måske endda forstår at det faktisk er det primære som ikke er fysisk, og det fysiske som er det sekundære ved hele vores eksistens, ved selve livet, og vi kaster os fulde af lykkerus over vores nyopdagelse, vi kaster os ud i alle mulige bøger, foredrag, kurser, workshops og uddannelser for at få mere at vide, finde ud af mere om dette lykkebefordrende og rusgivende nye, og glemmer alt om hvor vi var for kort tid siden – men det har ikke glemt os ..

Sortseer tænker nogen måske, nu har vi lige fundet alt det nye og dejlige – og ja, det er da også fint, men vi har glemt hvor vi kom fra, vi har talenter og evner opbygget, næret gennem æoner af tid, inkarnation på inkarnation, lysende til perfektion, og lidt efter lidt går det op for os at “aben er flyttet med”, og forventningens helvede begynder at anes under overfladen, vi begynder måske at se en “finne” stikke op, og om kort tid vil vi se bæstet igen i fuld flor ..

Ja ja, alle er så kærlige og venlige i den såkaldte alternative og spirituelle verden, for måske mener vi at have “set lyset”, men vi har altså kun set en lille flig af det, og vi kan jo spørge os selv hvor vi kigger fra når vi kan “se lyset”, er det eneste sted hvorfra man kan “se lyset” fra, ikke “mørket”?, kan du se hvidt i hvidt, kan en maler male sit billede med hvid maling på hvidt lærred, og du kan se det? – nej vel – det er ganske vist at vi aspirerer mod “lyset”, men størstedelen af os befinder os stadig i “mørket”, og det er med det som baggrund at vi går “lyset” i møde, og med hele vores hovedsagelig materialistiske fundament, kaster vi os frådende ud i al den nye herlighed, blot for at opdage at forventningens helvede her lever i bedste velgående – nu er det blot på et nyt område EGO’et har fået sig plads at boltre sig på, nu har vi nye fine titler osv. vi kan “slå” hinanden oven i hovedet med, nu har vi nyt “guld og glimmer” vi kan bryste os med, nu har vi nye muligheder for anseelse, nye muligheder for at andre kan se op til os eller være misundelige på os – og atter er vi på vej mod afgrundens dyb, blot en ny afgrund, dog på et lidt højere niveau, men dog en afgrund, og hvor der igen venter stress, depressioner osv. på at slå klørene i os endnu en gang.

Der findes kun en vej væk fra denne afgrunds-kurs vi er på, og det er at vi må gøre op med dette forventningens helvede – der findes i bund og grund ingen forventninger til os, hvis man kan tale om at livet har en forventning til os, så er det blot at vi lever vort liv – ikke andet – der er ingen forventning om noget som helst, ingen forventning om at vi skal nå dit eller dat på den og den tid, intet som helst, og ved du hvad? – vi har hele det evige liv til det! – livet er evigt, der er ingen tidsramme på det, vi har masser af tid til at udfolde hvad vi end har lyst til, og det er faktisk det der er det altoverskyggende “Alfa & Omega” – at vi gør hvad vi har lyst til, at vi udlever vores lyst, vores helt egen personlige lyst, det er hvad livet i sin dybeste essens handler om – intet andet, intet mere, intet mindre 🙂

Svigt som svigt behøver ikke være det værste ved det svigt man oplever

Written by Carsten on . Posted in Generelt

Det der menes med overskriften, er at vi har så meget fokus på det at blive svigtet at vi glemmer at kigge efter om svigtet gemmer på noget som faktisk er værre end selve det at blive svigtet – det er naturligvis ikke rart at opleve et svigt, men selve svigtet kan faktisk dække over noget som giver en værre følgevirkning end oplevelsen af selve det at blive svigtet – og ja, kombinationen bliver så eftrerykkelig cementerende af det der ligger gemt bag svigtet ..

Lad mig forklare hvad jeg mener ..

I midten af femte klasse skiftede jeg skole, og kom over på en skole med lidt mere utilpassede børn, som nogle vil udtrykke det, børn som ikke havde det nemt derhjemme, hvilket kunne have mange årsager, men børn som på den baggrund var mere hårde, grove, gjorde oprør, og på deres egen måde skreg om opmærksomhed og kærlighed – nok allermest det sidste – og det er måske nøgleordet hvorfor jeg havnede sammen med dem ..

Men dette skift af skole betød at jeg mødte en ret brutal og rå verden, og hvor jeg endte som den lille der blev mobbet, tævet og forfulgt når lejligheden bød sig – og tro mig, helvede er ikke et eller andet mærkeligt sted under jorden eller i en anden dimension, det er lige her på jorden, lige midt iblandt os – for jeg levede i det, jeg levede i tre år i det, fra midten af femte klasse og frem til midten af ottende klasse – og man ser virkelig dyret og EGo’et direkte i øjnene i børnehøjde, der ser man det nærmest i renkultur – er der et svagt “dyr”, så slår de stærkere ned på det, og det forfølges og fordrives – nu havde jeg, og har vi mennesker ikke den mulighed, for at blive fordrevet og stikke af, for når vi er “parkeret” i en skole, så kan vi ikke bare lige slippe væk, men må stå og se til hvordan de andre “dyr” frådende kaster sig over en ..

Det er naturligvis ikke en rar oplevelse, men værre er at da jeg kommer grædende hjem fra skole, der som 10 årig, og fortæller mine forældre at jeg er blevet drillet og mobbet i skolen, får jeg at vide – “det er da din egen skyld, det har du da selv været udenom” – de mennesker som i hele verden står en tættest, og som man burde kunne stole på som “sine allierede”, dem som faktisk har ansvaret for os som børn, har ansvaret for at passe på os, har ansvaret for at vi har det godt, drage omsorg og sørge for at vi kan føle os trygge i en stor “styg” verden, nøjagtig ligesom de små dyreunger bliver passet på af deres dyreforældre, forsvaret med næb og klør – men sådan var det ikke her, og min historie er langt fra enestående, og faktisk heller ikke det som det handler om ..

En ting er at blive mobbet og få tæv, og så blive svigtet når man kommer grædende hjem til sine forældre, men værre er selve årsagen til at man blev mobbet, at selve den bliver undertrykt, og den faktisk bliver cementeret af svigtet – for i og med at man bliver svigtet på den måde, så giver ens forældre jo faktisk forfølgerne ret i deres grund for at mobbe og tæve én, og dermed får vi/jeg at vide at det er os/mig der er forkert på den – for jeg fik jo at vide at det var min egen skyld, og at det havde jeg da selv været ude om ..

Og det at selve årsagen bliver undertrykt kan resultere i langt flere smertelige livsforkrøblende følgevirkninger end selve svigtet, selve det at dem man faktisk burde kunne stole på, at de ikke var der – det gør jo som sådan “bare” at ens gennerelle tillid til mennesker lider et knæk – og ja, det er da slemt nok, men i det her tilfælde hvor der ikke er tale om fysiske overgreb af nogen art, så er det at selve årsagen til at jeg blev mobbet, at den blev undertrykt,  faktisk værre, og særligt fordi det var mit udtryk, mig, der var udslagsgivende for selve mobningen, ikke at jeg opførte mig “dumt”, eller gjorde noget andet som jeg ikke burde have gjort ..

Jeg kom fra en skole hvor man åbenbart lærte mere af en eller anden grund, sandsynligvis fordi man på den skole jeg blevet overflyttet til, tog sig tid til at alle var med, og at der ikke blev “ladt nogen tilbage”, hvilket betød at jeg kom der og vidste mere end dem jeg kom i klasse med, og blev mobbet for det, jeg blev mobbet, tævet og forfulgt i tre år fordi jeg kom og vidste mere end dem jeg kom i klasse med, og fik prædikatet som “lille professor” og andre absolut ikke positivt mente “titler” – og hvorfor er det så så slemt ??

Det er det fordi, det at jeg blev mobbet på den baggrund, kommer hjem til mine forældre og får at vide at det er da min egen skyld – så giver de jo mine forfølgere ret, og indirekte fortæller de mig at jeg bare skal tie stille, hvilket også forstærkes ved deres egen udtalelse, da jeg ser at det heller ikke hjælper noget at sige noget, selvom de jo faktisk skulle være der for min skyld, og hjælpe og tage sig af mig – og det giver for mig at se en langt værre følgevirkning end det selve svigtet medfører, for jeg bliver jo undertryk i min egen udmelding på flere plan, uanset om det bliver ved den viden jeg har, eller om det bliver i forhold til de følelser jeg har i mig, og det virker for mig at se langt mere forkrøblende for ens livsudfoldelse end “blot” det at blive svigtet, overladt til sig selv – og ja, naturligvis kræver det en stærk psyke at blive overladt til sig selv, så man kan ikke pr. definition sige at det er som jeg fremstiller det her, og det er heller ikke det der er mit ønske med det, og ej heller at søge medynk eller lign., for alle de oplevelser jeg har været igennem, har jeg efterhånden et meget godt og afklaret forhold til 🙂

Det handler for mig langt mere om dybden i det her, at man når børn – og voksne for den sags skyld – bliver mobbet, at man husker lige at kigge en spadestik dybere og spørge, “hvorfor blev de mobbet?” – for det kan i mange tilfælde give værrere følgevirkninger end selve svigtet og mobningen – og i mit tilfælde har det betydet at jeg aldrig rigtig er kommet ud med min viden siden, selvom den i mange tilfælde har været nok så meget til hjælp, og jeg husker tydeligt i mine “nørd-dage” (år faktisk, fra jeg var 14 til jeg var 30), hvor jeg så de mest ubehjælpelige bøger der skulle forestille at lære mennesker om hvad en computer var, og hvordan de skulle forholde sig til den når den ikke gjorde som forventet, og særligt i forhold til nedbrud og lign., og jeg tog mange gange tilløb til at skrive noget som kunne forklare dem at verden faktisk ikke gik under, at der var mange muligheder for at redde deres dokumenter og anden vital data – men der skete ikke noget, jeg skrev ikke rigtig noget, selvom jeg vidste en masse som kunne gøre deres liv meget mere behagelige ..

Og hvor står jeg nu ?? – jeg står faktisk med andre bøger og artikler som gerne vil skrives, foredrag som gerne vil holdes, og det har jeg faktisk gjort i nogle år, nu handler det så blot om en anden viden jeg sidder inde med, og ikke tør formidle fordi jeg er opvokset med at jeg får tæsk, bliver mobbet, bliver udstødt, og indirekte får at vide at jeg skal tie stille, når jeg giver udtryk for noget jeg ved som kan hjælpe andre, gøre dem klogere på nogle ting, hjælpe dem videre i livet ..

Lige nu står jeg med den grundliggende kinesiologiuddannelse, jeg står med en akupressurteknik der kan løsne muskelspændinger og derved fjerne smerte, og bringe bevægelighed tilbage i led, jeg har en dyb viden og indsigt i sundhed og ernæring, både generelt og med udgangspunkt i min egen vandring med baggrund i Morbus Crohn og andre lidelser, en tidligere kærestes diabetes, samt diverse kurser hos afdøde Tue Gertsen og tre års egen-terapi og supervision hos samme, og jeg har en clairvoyant evne (klarfølelse) som læner sig op af samme område, hvor jeg føler fysiske og psykiske ubalancer og hvad der kan afhjælpe dem, jeg har evner for at heale og massere, og lave kombinationsbehandlinger på kryds og tværs af de forskellige evner, og jeg har via min egen personlige udvikling, både via kurser, terapi og særligt kinesiologien de sidste tre år, en dyb indsigt i mennesker, samspil og liv, mulighed for at give samtaleterapi også – og hvor meget bruger jeg det, hvor meget tør jeg give udtryk for ?? – ikke ret meget, kun når jeg bliver mødt direkte af nogle som har behov – hvorfor ?? – en grundliggende angst for mobning, tæv, udstødelse og isolation ..

Og jeg vil gerne igen lige fastslå at jeg ikke skriver dette for at få medynk eller lign., selvom det er en meget smertefuld historie, og en vandring som ikke er tilendebragt endnu – det er udelukkende skrevet på baggrund af den indsigt det har givet mig i at svigtet ikke altid er det værste man bliver udsat for, men at der nedenunder kan gemme sig noget som viser sig at have værre og mere langtrækkende konsekvenser for ens liv, og livsudfoldelse ..

Så kig lige et lag dybere når du står med en som har oplevet svigt – søg årsagen – og i det hele taget – søg _altid_ årsagen, det er der den rigtige heling finder sted 🙂

Så er illusionen da fuldbyrdet

Written by Carsten on . Posted in Generelt

Jeg er lige vågnet efter en af de mærkligste drømme jeg har haft – og så kan man så med rette spørge, “Hvad er drøm, og hvad er virkelighed ?”

Kort fortalt, en drøm med nogle mennesker i, på et sted, samt med nogle hændelser som overhovedet ikke hænger sammen, og som slet ikke fysisk kan lade sig gøre eller giver nogen mening ..

Jeg husker kun lige de sidste detaljer inden jeg vågner – det foregår på et skib, og har noget med rumekspeditioner at gøre, og jeg synes at huske at nogle lige har været afsted, været ude i rummet, og er kommet tilbage – og det i sig selv lyder jo plausibelt nok, men senere viser det sig at der faktisk er en raketaffyringsrampe på skibet, og vel at mærke på den ene side, ikke midt på – altså sådan rent teknisk fysisk kan det jo slet ikke lade sig gøre, skibet ville jo tilte, og for det første ville det jo slet ikke kunne lade sig gøre, i hvert fald ikke med det ret lille skib set i den betragtning, jeg befandt mig på ..

Men sådan foregår det nu, og vi er ved at klargøre så de kan lette igen, og noget andet mærkelige er også at jeg er der sammen med en ven, som heller ikke giver mening – og så er vi så pludselig fremme ved affyringstidspunktet, og alle tændingsfaserne begynder, men raketten er meget urolig og ustabil, og jeg tænker, “Jeg kan godt forstå at man ikke er helt tryg ved at sidde ombord når sådan noget sker (og mærkeligt nok er det som om jeg kan se dem, se deres ansigtsudtryk, og se deres utilpashed ved situationen), for det ser virkelig lidt voldsomt ud, og man tænker, “ender det her godt ?””

Men den begynder at lette, og der bliver det tydeligt at der er noget helt galt, raketten letter sideværts ind over skibet, og nu bliver det igen mærkeligt, for skibet er i det øjeblik relativt stort mens jeg kigger på affyringen (hvilket i sig selv jo slet ikke kan lade sig gøre, at stå, dog indenfor på skibet, og se på en sådan affyring), men idet at det går galt, og raketten sådan vælter ind over skibet i sin affyring, er det som om skibet ændrer sig, bliver mindre, så det der skulle have sket, at den kvaser og skraber mod skibet, sker slet ikke – og for at gøre det endnu mere mærkeligt, er det som om selve raketten også ændrer sig, og nærmest bliver sådan lidt helikopteragtig – og den rører slet ikke skibet, men “flyver” sådan lige tæt over på den anden side, og jeg løber igennem skibet over på den anden side, og der ser skibet i øvrigt ret lille, det tager ikke lang tid at nå på den anden side, der ville slet ikke kunne have stået en raket på det ..

Lige da jeg kommer over og ud på den anden side, kan jeg se den nu helikopterlignende raket ryge direkte ned i vandet, som i øvrigt ikke har nogen rotor, og synes at være blevet mindre også – og det er jo forfærdeligt det der sker, de mennesker som er ombord, og hvad der er sket tidligere (og jeg ved ikke om det er den rumopsendelsesulykke der var for efterhånden en del år siden som jeg “tænker” på), men det er tragisk og vi må alarmere nogen – hvorfor vi i øvrigt kun er os to ombord, min ven og jeg, ved jeg ikke, det giver heller ikke mening, og ja, så de to i “rumraketten”, flere er vi ikke – jeg løber afsted for at ringe (og jeg ved ikke om jeg løber fordi jeg ikke lige kan finde ud af hvor jeg skal gøre af mig selv, for det er som om jeg har mobiltelefonen på mig), og de mennesker jeg skal ringe til, giver heller ingen mening at de er med i det her, det hænger slet ikke sammen – og idet jeg skal til at ringe, veksler jeg nogle ord med min ven om det forfærdelige der er sket, og han svarer tilbage, “at det faktisk ikke er det værste – det værste er at der er en 10 MegaTon atombombe ombord på den “raket”, som han ikke er så tryg ved” (og hvor i alverden kom det lige fra, hvorfor skulle der lige pludselig en atombombe med ind i min drøm), og jeg mener at jeg tænker, “Hvad laver den der ??”, og ligner et stort spørgsmål til det han siger ..

Splitsekunder efter kommer der et voldsomt lysglimt op fra havet, og jeg husker ikke helt hvad jeg tænker, men oversat noget om at det her absolut ikke er godt, og jeg løber op ad nogle trapper i skibet mens jeg forsøger at ringe, og jeg kan bare mærke en følelse af at det er den atombombe der er sprunget, og at vi er prisgivet, at der blot vil være tale om få sekunder før det hele er forbi – og pludselig får jeg en følelse af overgivelse, at jeg giver slip og lader det ske – og det er simpelthen den mærkeligste oplevelse jeg længe har haft – jeg føler fred, jeg føler ingen angst, jeg føler at jeg ligesom bliver løftet op (naturligvis er der også trykket fra eksplosionen, men det er ikke den jeg føler), og det er som om jeg opløses nedefra, og jeg bliver lettere, jeg bliver fri, og jeg føler at jeg lever selvom jeg “dør” – det er virkelig helt igennem en dejlig og befriende oplevelse – og faktisk ubeskrivelig 🙂

Det underlige er, at selvom jeg ikke er bange, så føler jeg mig alligevel så utilpas ved situationen/”drømmen”, at jeg vågner – det får mig til at tænke på de gange hvor jeg har “drømt” noget som jeg synes var helt hen i vejret, og tænkt, “det vil jeg simpelthen ikke være med til”, og så ligesom vækket mig selv, trådt ud af “drømmen”, som om jeg på en eller anden måde er med og overvåger mig selv når jeg drømmer – og her er det illusionen fuldbyrdes:

Tænk sig – vi er åndelige væsner der for en kort stund oplever i den fysiske verden – vi er her ikke, vi oplever blot her – den åndelige verden er vores hjemstavn – og tænk så dette, denne indbildning, denne illusion: “Jeg vækker mig selv” – jeg vækker mig selv fra en “drøm”, jeg vækker mig selv fra den åndelige verden – hvis det på nogen måde skal komme til at give mening, må det hedde: “Jeg slår mig selv ihjel i den åndelige verden”, for det er jo der jeg hører hjemme, det er jo der jeg er – så hvordan kan jeg vågne ?? – jeg kan da ikke vågne til noget andet fra den jeg er – og som Martinus også udtrykker det, vi er jo “Kosmisk bevidstløse” – det kan da kun være at betrage som at dø, det at gå ind i den fysiske verden, for jeg kan da umuligt “vågne”, når jeg er jo vågen, jeg er jo hjemme – den fysiske verden er blot et oplevelsesplads vi skal bruge i vores udvikling:

Og det viser da virkelig hvor stor en illusion vi lever i – vi tror så meget at den fysiske verden er vores hjem, at det er her vi hører til og kommer fra, at søvnen – ja blot er en søvn, en hvile fra de oplevelser vi har, den fysiske udfoldelse (og ja, det er det så også i et højere perspektiv, men det er en anden historie), og så ellers bare “vågne” igen, og op og videre – Så må man da sige at illusionen er fuldbyrdet 😉

Tålmodighed – En falsk følelse

Written by Carsten on . Posted in Generelt

For at forstå hvorfor tålmodighed er en falsk følelse skal vi kigge på dens modsætning – utålmodig, det ikke at være tålmodig – for ved at analysere hvad utålmodighed er, og hvor det stammer fra, da bliver det tydeligt at tålmodighed er en falsk følelse – en følelse afledt af noget andet.

Vi kan alle blive enige om at utålmodighed er en frustrerende følelse at stå med, fordi vi ikke får opfyldt det “behov” som vi så brændende ønsker at få opfyldt, og at tålmodighed som er den modsatte følelse derfor må være det vi skal stræbe efter – den følelse som samtidig skal fjerne den ledsagende følelse – frustration – men intet kan være mere forkert.

For nok kan du måske “genvinde” din tålmodighed i forhold til det “behov” du står med lige nu, men hvad med det næste, og det næste, og det næste, og… – og spørgsmålet er jo også styken af den utålmodighed, og den frustration det afføder – hvad skal der til for at bringe den under kontrol ??

Som vi opfatter utålmodighed, så tror vi at løsningen er af fysisk karakter, at vi bare lige skal ha’ det eller det “behov” dækket – og det er ganske rigtigt at det 99% af tiden er af fysisk karakter det vi mener vi har “behov” for – men det gør det jo ikke pr. definition til sandhed – og hvor kommer sætningen fra – “Du er da også altid så utålmodig” – vidner den ikke om at utålmodighed er af en anden karakter end fysisk, at den netop har rod i en indre tilstand, at den ikke bare lige kan fjernes med den eller den opfyldes af det eller det fysiske “behov” ??

For er sandheden ikke netop den at følelsen af utålmodighed stikker langt dybere end den blotte opfyldelse af fysiske behov – som en uudslukkelig tørst der bare hele tiden vil ha’ mere af et eller andet – når det ene “behov” er opfyldt opstår det næste, og det forsætter i én uendelighed ..

Men hvis vi graver et spadestik dybere, kommer vi ned til en følelse af ikke at få det vi mener os berettiget til, en følelse af måske at blive forfordelt, at en anden får det vi skulle ha’ haft, at der måske slet ikke bliver noget tilbage til os – til mig – til dig – og det er jo en grim tanke, tænk hvis der ikke blev noget tilbage til os ??

Men det interessante er jo at det bunder i manglende tillid, tillid til at vi nok skal få det vi har behov for  – virkeligt behov for – ikke bare en ny bil, et nyt fjernsyn, B&O naturligvis, eller at vi bor på den “rigtige” adresse i den “rigtige” del af byen, osv. – listen er alenlang over fysiske “behov” som vi mener vi skal have opfyldt for at vi kan leve og være til, for at vi kan leve et dejligt lykkeligt og trygt liv.

Men det hele bunder i manglende tillid, manglende tillid til livet, og til at livet faktisk er godt, og at det kun vil os det godt – utålmodighed er først noget der kommer nogle lag længere oppe i kæden, og som skjuler en meget dybere sandhed – en sandhed som fortæller at hvis du arbejder på din tillid til livet, tillid til at du nok skal få det du virkelig har behov for, alt det som ingen kan undvære – mad, et hjem, og de helt særlige ting som skal til for at du kan føle livskvalitet, føle indhold og glæde i livet – det kan være et særligt behov for at udtrykke dig kunstnerisk, eller at arbejde indenfor et helt bestemt fagområde, det kan være mange ting – men én ting er helt sikkert – dem skal livet nok give dig 🙂

Alt andet er blot manglende tillid i forklædning ..

Den røde tråd – Livet, en puslespilsbrik

Written by Carsten on . Posted in Generelt

Her hvor vi står i et enkelt liv og kigger op, er vort udsyn utroligt begrænset – det udsyn vi har dækker over så lille et område, og dermed er også vor forståelse af de ting vi oplever så utroligt begrænset – forestil dig at kigge op fra et puslespil med 10.000 brikker i – du er blot en enkelt lille brik midt i det hele – midt i hele din serie af liv – midt i serier af oplevelser – og midt i skæbnens tilbagenvenden til sit ophav.

Det at kigge op som en enkelt brik fra dette gigantiske puslespil med 10.000 brikker i beskriver virkelig meget godt hvor uoverskueligt det hele kan føles – for alle disse andre brikker repræsenterer dele af vort liv – mennesker, oplevelser af utallige arter – altsammen skæbne som vender tilbage til sit ophav, lærdom som vi mangler at opnå – tidligere udsendte handlinger vi mangler at kende konsekvensen af – virkninger af tidligere skabte årsager – som vi har sået, må vi høste.

Men er det hele nu så uoverskueligt som det ser ud ??

Umiddelbart ser det sådan ud – men hvis vi begynder at undersøge det hele lidt nærmere, kigger lidt nærmere på hvad det er vi oplever – hvad er det oplevelserne indeholder – hvilke budskaber har de med sig – så begynder der at danne sig et helt andet billede – et billede af sammenhænge, et billede af mening – en rød tråd.

Og nu kan man så måske godt tænke at, “det lyder da meget nemt”, nej, “det lyder enkelt“, fordi det er enkelt, men ikke nemt – og det er ikke for at tage gejsten og motivationen fra nogen, men for netop ikke at slukke den helt når først realismen holder sit indtog – og defor kan vi lige så godt tage lidt realisme med med det samme – for det er ikke helt så nemt som det kunne lyde – for der findes mange “røde tråde”, og nogle kan altså ligne hinanden ret så meget, og endog filtre sig ind i hinanden så det bliver endnu sværere at finde hoved og hale i.

I bedste Sherlock Holmes stil må du igang med at undersøge alt hvad du oplever ned i mindste detalje – du må vide hvad det er oplevelserne indeholder af budskaber, og derefter må de kategoriseres efter deres natur – og som tidligere nævnt kan de være filtret ind i hinanden, så der sagtens kan være flere budskaber i samme oplevelse.

Humlen er at finde budskabernes natur – måske ser du bedrag i en oplevelse, men det er et alt for bredtdækkende begreb – så hvordan bedrages du ??, er det eks. følelsesmæssigt eller økonomisk – hvem bedrager dig ??, er det familie, nære relationer, arbejdskolleger, venner, barn eller voksen – og hvad er deres bagtanke eller hensigt med at gøre det ??

Måske giver det dig i første omgang ikke så meget, andet end at du kan forholde dig til deres grund til at gøre det – men den er i første omgang også den der kommer tættest på, for det er den dybere natur af hvad du har gjort som måske ikke var så hensigtsmæssigt – de andre ting kan fortælle dig lidt om hvor det er i livet, og i hvilke relationer du skal være opmærksom på din handlen – eller mangel på samme, for det behøver ikke at betyde at du har gjort noget, det kan lige såvel være din mangel på at have gjort noget.

Det der er det interessante i denne proces, det er at tage fat i alle de oplevelser i dit liv som har gjort mest, eller et stort, indtryk på dig, dem der springer dig mest i øjnene – for det er altid de oplevelser der vender kraftigst tilbage der er de mest presserende at kigge på – det er dem hvor livets tale er meget tydelig om at her er noget du bør kigge på – her er noget du ikke helt har styr på endnu, og det er ved at være på tide få taget hånd om det.

Det meget spændende ved dette detektivarbejde er når du finder sammenlignelige oplevelser hvor naturen ser ud til at være den samme – men hvor oplevelserne ikke er helt identiske – for det kan give dig flere facetter af den dybere natur af hvad det er livet prøver at fortælle dig, hvad det er du har behov for at lære  – det kan eks. være at du opdager at livet har en tendens til at få dig til at havne i situationer der kan få det hele til at se håbløst ud, hvor du havner i en situation hvor der ikke er nogen muligheder for at handle sig ud af.

Nu er det blot at komme igang med at kigge på alt hvad du har oplevet i dit liv hvor du er blevet “parkeret” i lignende situationer, undersøge dem til bunds, finde hver en mikroskopisk detalje frem, se hvor der er sammenhænge eller ikke med de andre oplevelser du har haft i livet – og her er det altså vigtigt at granske sit sind nøje, for der kan være oplevelser som måske bevidst eller ubevidst er “glemt” – og her er analogien med puslespillet igen anvendelig – jo flere oplevelser du finder frem, jo flere brikker har du til dit “puslespil”, jo flere dele har du at sammenstykke din oversigt over dette udsnit af dit liv, hvor livet ønsker dit fokus – hvor det ønsker at du skal få øje på lige netop det du skal lære, af alle disse oplevelser der danner den røde tråd.

Husk mens du undersøger alle dine livsoplevelser at kigge på deres udvikling, hvordan forandrer de sig – gør de det til det værre eller til det bedre – giver de tegn af at du har lært noget undervejs, eller blivet livets tale til dig blot kraftigere og kraftigere for hver gang – der hvor du kan se at de ændres til det bedre, læg da mærke til hvordan du handlede i den givne situation, det kan give dig et vigtigt fingerpeg om i hvilken retning du skal bevæge dig i din måde at handle på, for at du kan lære det livet ønsker du skal lære 🙂

“Fader, ske ikke min, men din vilje”

Written by Carsten on . Posted in Generelt

Hvor har vi uendelig travlt med at tro at vi altid ved bedst, lige meget hvad vi bliver stillet overfor – men hvor er det pudsigt hvor mange gange det går galt for os – hvor mange gange vi “slår hovedet ind i en mur” fordi verden, livet, virkeligheden ikke lige så ud som vi havde tænkt os, eller opførte sig som vi havde forventet.

Og hvor har vi høstet megen smerte på den konto, smerte som vi for en stor dels vedkommende kunne have undgået, hvis vi blot havde lagt vores EGO på hylden og lyttet efter – hvor mange gange har vi ikke stået og tænkt, “den fikser jeg da lige”, og resultatet bare blev værre end det var før – altsammen fordi vi mente at have gennemskuet det hele, lige regnet den ud, lige vidste hvordan den skulle kringles – men nej, atter igen var muren der.

Det er godt at vi har vilje og lyst, det er godt at vi vil noget, det er godt at vi har lyst til noget, lyst til at gøre noget – men der mangler tit realisme – vi kommer tit til kort fordi vi mener os klogere end livet – for livet kender altid sandheden – livet vil altid læse korrektur på vores handlinger – og det vil altid føre til smerte ikke at stå med samme slutresultat som livet gør, når regnskabet gøres op – det er uundgåeligt.

Jo før vi kommer frem til den erkendelse at livet ved bedst, jo bedre, og jo bedre vil vores liv komme til at udforme sig, og jo mindre smerte vil vi møde – det er iøvrigt meget paradoksalt, for vi vil for alt i verden undgå smerten, men vi vil ikke høre efter så vi kan undgå den – livet giver os så mange tegn, livet giver os så mange vink med en vognstang, specielt for i hvilken retning vi ikke skal gå, men vi ser det ikke – vi er blinde, vi er uvidende, vi fatter ikke at det ikke er meningen at der skal være al den modstand – modstand på den retning vi bevæger os i.

Men naturligvis er det nødt til at føles sådan til et vist punkt i vores udvikling, indtil vi begynder at vågne op, begynder at se, se at det hele ikke bare er en meningsløs uretfærdig kamp for at overleve – se at vi har et valg, at vi ikke bare er døde brikker der skubbes rundt med i ren “tilfældighed” – men at der faktisk er en mening, og at der er sammenhæng i det der sker, i det vi oplever, og at vi faktisk er en del af det – og at vi faktisk har en hel del at skulle have sagt.

Pointen i det hele er at være opmærksom på den modstand vi møder, hvilken karakter den har – for det er nemlig ikke sådan at blot fordi vi møder modstand ved at gå en vej, at vi så ikke skal gå den – næ nej, det er ansvarfraskrivelse i den helt store klasse, for det er at flygte fra smerten, at flygte fra udviklingen, at flygte fra livet – karakteren af modstanden, samt styrken af den, er afgørende for om det er fordi vi ikke skal gå den vej vi er på vej til.

Et eksempel kunne være at du har skrevet en mail til en eller anden, du skal til at sende den, men af en eller anden grund kan du ikke, der går et eller andet galt, serveren er nede, din PC låser, eller noget helt tredje – men det behøver nødvendigvis ikke at betyde at du ikke skal sende mailen, det kan være du skal kigge lidt efter hvad det er du har skrevet, hvordan du har skrevet det, om det er i kærlighed, om noget er skrevet i vrede eller forurettethed – der er rigtig mange små detaljer at tage i overvejelse når vi møder modstand – end lige netop, “nå, så er det ikke meningen at jeg skal sende den mail” – nej, du skal måske bare lære at udtrykke dig kærligt.

En anden ting kunne være at du er på vej ud af døren til en jobsamtale, først “knækker” dit snørrebånd måske, du kommer ud og opdager at din cykel er flad, der kan ske flere ting hvor livet prøver at gribe ind for at fortælle dig noget – men det behøver ikke betyde at det job ikke er noget for dig, at du skal ringe og melde afbud til samtalen, og søge noget andet – det kan være du blot har glemt nogle vigtige papirer, måske glemt en nøgle, glemt dit tog-kort, der kan være mange andre grunde end lige netop at det hele skal forkastes.

Det er rigtig nemt at gøre en fjer til fem høns – og det skal man passe på med – gå detaljerne igennem for det du har tænkt dig der skal ske, er der noget du har glemt, noget du har overset, handler du i kærlighed, hvad er dit motiv, osv. – føl efter om det føles rigtigt, både enkeltdelene og helheden af det du har tænkt dig at føre ud i livet – og du vil meget ofte opdage at det blot er små justeringer der skal til før at du kan sende mailen, tage til den jobsamtale, eller hvad det nu kan være du skal.

Og sidst, men måske allermest handler det om tillid, tillid til at livet vil os det bedste – for det vil det faktisk – hvor mange gange har livet ikke tvunget os til at give slip på noget, hvor vi bagefter har stået og tænkt, “hold da op, det her er da meget bedre” – og har vi ikke også opdaget tilstrækkeligt mange gange at vejen vi da går er mere smertefri, der er mindre modstand, der kan måske ligefrem være medvind, vi kan møde en masse nye mennesker som kan hjælpe os så det hele kommer til at gå som en leg 🙂

Vi har så megen vilje, men vi har blot ikke forstand og indsigt til at bruge den rigtigt, og vi mangler indsigt i livet, vi mangler overblik, vi kan ikke se den sti vi skal betræde for vi kender den ikke – men ved at lytte til livet, lytte til de små vink og tegn det hele tiden giver os – da kan vi gå den rigtige vej, den mindst smertefulde, og den mest glædesfyldte og herlige vej – “Fader, ske ikke min, men din vilje“.

Jeg lægger mine våben ned

Written by Carsten on . Posted in Generelt

Nogle tror at blot vi ikke går i krig og skyder med kugler og kanoner, eller smider med bomber – så bærer og bruger vi ikke våben – andre tror at blot vi ikke brokker og beklager os, hidser os op og skriver klager over dit og dat til både den ene og den anden myndighed – så bærer og bruger vi ikke våben – men intet er mere forkert.

Selv når vi “blot” tager til genmæle over for vore medmmennesker, måske endda over for fejlagtige påstande mod os – så bærer og bruger vi våben – det mindste vi blot vender os mod vore medmennesker og taler imod det de siger, måske endda med rette – så bærer og bruger vi våben – alle steder hvor vi i uenighed forsøger at få modparten til at forstå hvorfor vi ser tingene som vi gør – så bærer og bruger vi våben – alle steder hvor vi ender med at sende argumenter frem og tilbage mellem hinanden – så bærer og bruger vi våben – længere er den ikke.

At bære og bruge våben er at skabe krig – og vi skaber krig på så mange områder i vores liv, ikke alle på samme område, og ikke alle på alle områder – vi har hver især vores områder hvor vi ikke er færdige med krig, og hvor vi nærmest dagligt skaber den – og et af de helt store områder i dag er krigen på meninger og opfattelser.

De fleste af os har lagt våbene ned i fysisk forstand, vi har lagt de våben ned som fysisk kan dræbe andre levende væsener, i hvert fald når det kommer til andre levende “mennesker” – nogle af os har også lagt de våben ned hvor vi farer i blækhuset og skriver den ene klage efter den anden, enten til naboen, firmaet, myndigheden eller avisen som læserbrev, ja, og specielt her på nettet nu hvor interenettet virkelig er blevet hvermands eje – der skaber vi krig i stor stil.

Blot fordi vi har lagt de fysiske våben ned er vi ikke færdige med at kæmpe – de fleste er blot blevet så humane at de ikke fysisk kan slå “mennesker” ihjel mere – men vi tror stadig at vi skal kæmpe for vores ret – vi tror stadig at vi skal overbevise og omvende andre “mennesker” fordi de har en anden mening og et andet syn på livet end os – vi tror stadig at det er os der har ret og de andre der ikke har – men hvad tænker de andre mon ??

Krig og kamp er smerte vi påfører andre – det har intet med næstekærlighed at gøre – og der hvor vi ikke påfører andre kærlighed, der kan vi heller ikke forvente at opleve kærlighed – selv der hvor vi på argumenter kæmper, skaber vi smerte, ikke kærlighed – hvordan skal vi nogensinde forvente et kærligt og glædesflydt liv hvor vi skaber smerte ??

Vi høster hvad vi sår – vi kan ikke så bønner og forvente at høste gulerødder – vi kan ikke så krig og forvente at høste fred – hvis vi vil høste kærlighed, må vi så kærlighed – hvis vi vil høste glæde og harmoni mellem hinanden, må vi lade være med at gribe til modargumenter hvis vi føler os trådt for nær – vi er virkelig mere end nogensinde nødt til at lære at praktisere “at vende den anden kind til” for “den som ombringer ved sværd, skal selv ombringes ved sværd“.

Hvis vi vil føle glæde, lykke og kærlighed, hvis vi vil leve et liv i fred og harmoni, findes der ingen anden vej – vi må lægge vore våben ned.

Jammen skal jeg så bare finde mig i alt ??

Ja, og Nej – og ja, nu er du forvirret, men det er faktisk ikke så kompliceret igen.

Ja – du skal finde dig i alt på den måde at du ikke griber til kamp, at du ikke griber til våben og forsøger at forsvare dig – for da er du tilbage i den gamle rille igen – modstand avler modstand, og krig avler krig.

Nej – fordi du har et ansvar for at passe på dig selv – underkastelse er ikke en næstekærlig handling, det er en af martyriets sider som spiller på “hav medlidenhed med mig” – du har ansvaret for din krop og dit eget velbefindende – du har ansvar for at sig nej, og nej tak, og så vende dig og gå din vej – det er fudstændigt misforstået at du på den måde skal finde dig i alt hvad du bliver udsat for, for det skal du på ingen måde – du må bare ikke gribe til modhandlinger, men du må meget gerne sige fra og gå din vej – det er næstekærlighed – for du har ansvaret for dig selv og din krop, dit fysiske og psykiske velbefindende.