Gransk dine forældre – del 1

Written by Carsten on . Posted in Oplevelser

Vi har i snart årtier vidst at børn kopierer deres forælde, pigerne primært moderen og drengene primært faderen. De kopierer alt fra fysiske træk som at halte eller en bestemt måde at sidde ved bordet på, men også psykiske reaktionsmønstre kopieres, og faktisk skræmmende meget ned i detaljen.

Jeg var hos min kinesiolog for ca. et par måneder siden, hvor jeg selv fik syn for sagen, og faktisk i en grad som er ret overrsakende og faktisk særdeles skræmmende, og som bør vække til eftertanke hos enhver der har børn.

Vi ved fra forskningen hvor påvirkelige børn er når de op til syv år, hvordan alt bare tages ind uden filter og bare optages som sandheder om verdenen og livet, men vi er langt mere påvirkelige end dette, vi er faktisk påvirkelige meget længere op i alderen, og som teenager er vi stadig meget påvirkelige. Naturligvis skal det der sker, være af en kraftigere eller alvorligere karakter, da vi jo har dannet noget af vort eget selv og vor egen opfattelse af det hele.

Tilbage til min oplevelse hos min kinesiolog. Da jeg var 14 år, opdager jeg at min far er min mor utro, og uden videre omtanke, samler jeg beviser for det og afleverer dem til min mor – som i nok kan regne ud, så faldt dette nok ikke i god jord hos min far, ikke at han nogensinde sagde noget, men det har bestemt gjort sit til at hans kritik af mig fik en særlig skarphed.

Af en eller anden grund, så har jeg altid taget min mors parti, jeg har altid set at hun var den svageste af de to, og altid været beskyttende over for hende, hvilket jeg også var i denne situation – men hvad jeg ikke lige havde forventet, det var at jeg var så meget på min mors side, at jeg endte med at overtage hele hendes følelsesregister for det skete.

Et hav af følelser som intetværd, fastlåsthed og magtesløshed, presset, skamfuld, frustration samt et par andre stykker jeg ikke lige husker nu. Alle de følelser har jeg båret rundt på siden da, for jeg oplevede jo hvor ked af det og frustreret min mor var, og da jeg følte så meget med hende, indlevede jeg mig så meget i hende og det hun oplevede, at jeg råt kopierede alle hendes følelser.

Det er følelser jeg har båret rundt på i mange år og været underlagt psykisk, og faktisk har nogle af dem undret mig, for selvom jeg har fået forløst nogle oplevelser som har kunnet afstedkomme nogle af disse følelser, så kom de ikke ud af mit system, men blev der – og det viste sig pludseligt hvorfor.

Jeg har mange gange oplevet at gå væsentligt mere afslappet fra min kinesiolog end da jeg kom til ham, når vi har fået fundet nogle årsager til de følelser som har siddet fastlåst i mit system – men intet overgår dette. Jeg følte særligt en afspænding i min venstre side, altså den feminine og modtagende side, og sjovt nok har den voldt mig ret så mange problemer gennem de senere år, men pludselig blev det hele mere eller mindre forløst, og det var som om min krop rettede sig op i den side.

Vi har som sagt i årtier vidst at vi som børn kopierer en masse fysiske måder at agere på samt psykiske ligeså, men der er altså et aspekt mere, og det er at vi er i stand til at kopiere og overtage deres følelsesmæssige tilstande også – og det er ret så skræmmende, særligt når man kigger på at det her foregik i en alder af 14 år.

Så hvis der er ting, mønstre eller reaktioner ved dig selv som du ikke rigtigt forstår, så prøv at kigge efter dem hos dine forældre og husk at tage deres indre følelsesmæssige tilstande med, kig på hvordan de hver især har følt sig, se om der er nogle sammenhænge med dig selv, og kig da efter om du har nogle oplevelser i dit eget liv hvor de evt, kunne stamme fra. Kan du ikke finde nogle der lige springer i øjnene, så kan du have kopieret dem fra en af, eller begge, dine forældre, hvilket så gør at du også skal granske hvilke stærke oplevelser du har haft, hvor du evt. kan have involveret dig for meget.

Det er naturligvis noget der er meget svært at gøre selv, sådan rigtigt i dybden, men noget kan vi godt gøre selv, og blot det at blive bevidste om det, kan skabe ikke sjældent store forandringer.

Jeg er meget tilhænger af kinesiologien, fordi at man med den er i stand til at smutte bag om sindet og ego’ets kontrol og få direkte svar fra kroppen om tilstanden. På den måde kan vi ikke snakke udenom, vi kan ikke bilde terapeuten en historie ind, men må krybe til korset – det interessante i den forbindelse, er at vi faktisk ikke på den måde kommer til at krybe til korset, for det sker uden om sindet, det sker uden om ego’et, så de samme angst-mekanismer ikke sættes i værk på sædvanlig vis, og dermed får du ikke den samme angstfulde oplevelse som hvis du talte om den og på den måde nærmest genoplever den.

For optaget af detaljen

Written by Carsten on . Posted in Min vej, Oplevelser

Vi har et så stort forkus på detaljerne, at vi helt overser helheden. Alle steder ses det. Lægeverdenen som jeg selv er i kontakt med grundet diagnosen Morbus Crohn, har så travlt med at finde en enkelt detalje som udløser denne sygdom – men den findes ikke, for det er et sammensurium af ting der gør det. Det er de “mange bække små, der bliver til en stor å” – svaret ligger ikke i detaljen, men i helheden.

Muligvis er nogle mennesker ved et skifte i bevidsthed fra materialistisk til spirituel, men “aben flytter med”. Der sker det samme igen. Kaos-teorien som udspringer af de kvantefysiske observationer af energien, har fremsat den berømte sætning, at skulle en sommerfugl blafre med sine vinger her, vil der på den anden side af kloden opstå en tsunami – igen et overdrevent fokus på detaljen.

En del mennesker har så overtaget denne og trukket den ned over alt hvad de oplever i deres liv, alt har meget stor betydning. Muligt nok har dette med at en sort kat der krydser din vej, bringer ulykke, bund i overtro, men princippet er det samme – et for stort fokus på detaljen. Ja, hvis du er dybt optaget af den kat, så mister du nærvær, og du vader måske lige ind i et skilt, og dermed tiltrak du dig selv ulykken.

Der hvor denne “historie” kommer ind, det er ved dette at forstå sine drømme. Jeg har i noget tid drømt en masse drømme, ligegyldige drømme uden reelt indhold, uden nogen mennesker jeg kender og dermed blottet for reference til det der kaldes dags-rester, men jeg er altid vågnet med en uro og angstlignende følelse i kroppen – helt uden forbindelse til drømmene, intet ubehageligt drømt, ikke noget direkte link i detaljen i de enkelte drømme. En god ven siger velmenende til mig, da hans kæreste interesserer sig meget for drømmetydning, at de har et budskab, jeg skal undersøge dem. Og her skrider læsset igen – for stort fokus på detaljen.

Det interessante er at jeg faktisk har fat i budskabet, det giver ikke mening for mig, jeg er bare ikke klar over det. Så vågner jeg igen med den samme følelse ovenpå nogle drømme som ikke har noget budskab i sig selv, ikke giver mening af nogen art, og jeg beslutter mig for at teste det kinesiologisk. Nu er det det begynder at blive interessant, for hvad jeg finder frem til, er at det er følelsen uforstående der skaber uroen og angstfølelsen, og nærmere undersøgelser afslører at det stammer fra da jeg var 10 år gammel, hvor jeg kom hjem efter at have flyttet til en ny skole og grædende fortalte at jeg var blevet mobbet. Det havde jeg aldrig prøvet før og det var naturligvis ikke en særlig behagelige oplevelse, men mine forældres respons var, at det havde jeg da nok selv været ude om, så det var min egen skyld.

Som du nok kan regne ud, var det et pænt stort chock for mig, og det var virkelig også en ko-vending, jeg havde aldrig oplevet dem være sådan over for mig før, og jeg husker tydeligt den osteklokke jeg havnede i, der var min verden derinde, og så var der den anden verden derude – og den kunne jeg ikke regne med, ikke stole på. Som 10 årig forstår de fleste ikke ret meget af livet og det gjorde jeg heller ikke, og når ens forældre pludseligt på denne måde vender sig mod en og trækker tæppet væk under fødderne på en, så er det pænt angstfrembringende – for pludseligt er dem der skulle være der og passe på dig, der ikke, de er faktisk hoppet over på fjendens side.

Koblingen i dette her, ligger i at jeg var fuldstændig uforstående over for hvorfor de opførte sig som de gjorde over for mig, og det gav mig angst fordi hele mit sikre fundament forsvandt som dug for solen under mig, og som 10 årig er der ikke meget i verden man kan klare selv, man er overladt til den.

Og nu giver det hele pludselig mening. En række drømme som i sig selv ikke bærer noget budskab og dermed ikke giver nogen mening og derfor efterlader mig uforstående og samtidig ledsaget af en følelse af uro og angst. Det var jo lige netop det der skete da jeg var 10 år, der opstod en situation som var mig komplet uforståelig og som skabte en fundamental angst i mig.

Og hele humlen i dette her, er at fokus på detaljerne, de enkelte drømme, ikke gav svaret og slet ikke kan det, for svaret ligger i helheden, det ligger i den følelse som skabes af drømmene samlet set. Alle drømmene gav ikke mening i sig selv, de havde ikke noget særskilt budskab, men samlet set var den røde tråd at de ikke gav mening, og dette var så fra da jeg var 10 år koblet til følelsen af uro og angst.

Min pointe er at dette for store fokus på detaljerne, gør at vi i mange situationer mister budskabet, vi ser det slet ikke – vi ser ikke skoven for bare træer. Du kan kun se en skov som skov, hvis du trækker dig på afstand af den og ser den som en helhed, ellers ser du bare en masse individuelle træer, nøjagtig som jeg så en masse individuelle drømme.

Så derfor hvis du oplever nogle af de samme ting igen og igen, så prøv at skabe lidt afstand til dem, se dem samlet set, se dem som en helhed – for måske ligger budskabet lige netop der 🙂