Så er illusionen da fuldbyrdet

Written by Carsten on . Posted in Generelt

Jeg er lige vågnet efter en af de mærkligste drømme jeg har haft – og så kan man så med rette spørge, “Hvad er drøm, og hvad er virkelighed ?”

Kort fortalt, en drøm med nogle mennesker i, på et sted, samt med nogle hændelser som overhovedet ikke hænger sammen, og som slet ikke fysisk kan lade sig gøre eller giver nogen mening ..

Jeg husker kun lige de sidste detaljer inden jeg vågner – det foregår på et skib, og har noget med rumekspeditioner at gøre, og jeg synes at huske at nogle lige har været afsted, været ude i rummet, og er kommet tilbage – og det i sig selv lyder jo plausibelt nok, men senere viser det sig at der faktisk er en raketaffyringsrampe på skibet, og vel at mærke på den ene side, ikke midt på – altså sådan rent teknisk fysisk kan det jo slet ikke lade sig gøre, skibet ville jo tilte, og for det første ville det jo slet ikke kunne lade sig gøre, i hvert fald ikke med det ret lille skib set i den betragtning, jeg befandt mig på ..

Men sådan foregår det nu, og vi er ved at klargøre så de kan lette igen, og noget andet mærkelige er også at jeg er der sammen med en ven, som heller ikke giver mening – og så er vi så pludselig fremme ved affyringstidspunktet, og alle tændingsfaserne begynder, men raketten er meget urolig og ustabil, og jeg tænker, “Jeg kan godt forstå at man ikke er helt tryg ved at sidde ombord når sådan noget sker (og mærkeligt nok er det som om jeg kan se dem, se deres ansigtsudtryk, og se deres utilpashed ved situationen), for det ser virkelig lidt voldsomt ud, og man tænker, “ender det her godt ?””

Men den begynder at lette, og der bliver det tydeligt at der er noget helt galt, raketten letter sideværts ind over skibet, og nu bliver det igen mærkeligt, for skibet er i det øjeblik relativt stort mens jeg kigger på affyringen (hvilket i sig selv jo slet ikke kan lade sig gøre, at stå, dog indenfor på skibet, og se på en sådan affyring), men idet at det går galt, og raketten sådan vælter ind over skibet i sin affyring, er det som om skibet ændrer sig, bliver mindre, så det der skulle have sket, at den kvaser og skraber mod skibet, sker slet ikke – og for at gøre det endnu mere mærkeligt, er det som om selve raketten også ændrer sig, og nærmest bliver sådan lidt helikopteragtig – og den rører slet ikke skibet, men “flyver” sådan lige tæt over på den anden side, og jeg løber igennem skibet over på den anden side, og der ser skibet i øvrigt ret lille, det tager ikke lang tid at nå på den anden side, der ville slet ikke kunne have stået en raket på det ..

Lige da jeg kommer over og ud på den anden side, kan jeg se den nu helikopterlignende raket ryge direkte ned i vandet, som i øvrigt ikke har nogen rotor, og synes at være blevet mindre også – og det er jo forfærdeligt det der sker, de mennesker som er ombord, og hvad der er sket tidligere (og jeg ved ikke om det er den rumopsendelsesulykke der var for efterhånden en del år siden som jeg “tænker” på), men det er tragisk og vi må alarmere nogen – hvorfor vi i øvrigt kun er os to ombord, min ven og jeg, ved jeg ikke, det giver heller ikke mening, og ja, så de to i “rumraketten”, flere er vi ikke – jeg løber afsted for at ringe (og jeg ved ikke om jeg løber fordi jeg ikke lige kan finde ud af hvor jeg skal gøre af mig selv, for det er som om jeg har mobiltelefonen på mig), og de mennesker jeg skal ringe til, giver heller ingen mening at de er med i det her, det hænger slet ikke sammen – og idet jeg skal til at ringe, veksler jeg nogle ord med min ven om det forfærdelige der er sket, og han svarer tilbage, “at det faktisk ikke er det værste – det værste er at der er en 10 MegaTon atombombe ombord på den “raket”, som han ikke er så tryg ved” (og hvor i alverden kom det lige fra, hvorfor skulle der lige pludselig en atombombe med ind i min drøm), og jeg mener at jeg tænker, “Hvad laver den der ??”, og ligner et stort spørgsmål til det han siger ..

Splitsekunder efter kommer der et voldsomt lysglimt op fra havet, og jeg husker ikke helt hvad jeg tænker, men oversat noget om at det her absolut ikke er godt, og jeg løber op ad nogle trapper i skibet mens jeg forsøger at ringe, og jeg kan bare mærke en følelse af at det er den atombombe der er sprunget, og at vi er prisgivet, at der blot vil være tale om få sekunder før det hele er forbi – og pludselig får jeg en følelse af overgivelse, at jeg giver slip og lader det ske – og det er simpelthen den mærkeligste oplevelse jeg længe har haft – jeg føler fred, jeg føler ingen angst, jeg føler at jeg ligesom bliver løftet op (naturligvis er der også trykket fra eksplosionen, men det er ikke den jeg føler), og det er som om jeg opløses nedefra, og jeg bliver lettere, jeg bliver fri, og jeg føler at jeg lever selvom jeg “dør” – det er virkelig helt igennem en dejlig og befriende oplevelse – og faktisk ubeskrivelig 🙂

Det underlige er, at selvom jeg ikke er bange, så føler jeg mig alligevel så utilpas ved situationen/”drømmen”, at jeg vågner – det får mig til at tænke på de gange hvor jeg har “drømt” noget som jeg synes var helt hen i vejret, og tænkt, “det vil jeg simpelthen ikke være med til”, og så ligesom vækket mig selv, trådt ud af “drømmen”, som om jeg på en eller anden måde er med og overvåger mig selv når jeg drømmer – og her er det illusionen fuldbyrdes:

Tænk sig – vi er åndelige væsner der for en kort stund oplever i den fysiske verden – vi er her ikke, vi oplever blot her – den åndelige verden er vores hjemstavn – og tænk så dette, denne indbildning, denne illusion: “Jeg vækker mig selv” – jeg vækker mig selv fra en “drøm”, jeg vækker mig selv fra den åndelige verden – hvis det på nogen måde skal komme til at give mening, må det hedde: “Jeg slår mig selv ihjel i den åndelige verden”, for det er jo der jeg hører hjemme, det er jo der jeg er – så hvordan kan jeg vågne ?? – jeg kan da ikke vågne til noget andet fra den jeg er – og som Martinus også udtrykker det, vi er jo “Kosmisk bevidstløse” – det kan da kun være at betrage som at dø, det at gå ind i den fysiske verden, for jeg kan da umuligt “vågne”, når jeg er jo vågen, jeg er jo hjemme – den fysiske verden er blot et oplevelsesplads vi skal bruge i vores udvikling:

Og det viser da virkelig hvor stor en illusion vi lever i – vi tror så meget at den fysiske verden er vores hjem, at det er her vi hører til og kommer fra, at søvnen – ja blot er en søvn, en hvile fra de oplevelser vi har, den fysiske udfoldelse (og ja, det er det så også i et højere perspektiv, men det er en anden historie), og så ellers bare “vågne” igen, og op og videre – Så må man da sige at illusionen er fuldbyrdet 😉

Trackback from your site.

Leave a comment